Mere italiensk bliver det næppe

Relaterede billeder

Avisannonce

Annonce

Annonce

Oksemørbrad og langtidsstegt svinebryst med lækkert tilbehør.
Oksemørbrad og langtidsstegt svinebryst med lækkert tilbehør.

Autentiske lækkerier tilberedt uden nemme løsninger på San Giovanni i Aalborg.

Der er ikke megen jul over denne mørke decemberaften, hvor regnen står ned i lårtykke stråler, men stemningen får et tiltrængt nøk opad, da vi godt våde entrer San Giovanni: Masser af levende lys brænder os i møde, og en imødekommende kvindelig tjener får os hurtigt gelejdet hen til et vinduesbord med udsigt til et stærkt befærdet Vesterbro, hvor julestressramte folk haster forbi.

Himmerigsmundfulde

Lynhurtigt står en karaffel med koldt vand foran os, og to slags brød, olivenolie og salviesalt frister. Små himmerigsmundfulde, viser (adskillige) smagsprøver. Brødet er meget lækkert - sprød skorpe og sej krumme på bedste italienske vis, og det smager dejligt dyppet i olie og salt.

Menukortet er overskueligt: en november/decembermenu med tre-fire retter i hver kategori samt en julemenu på op til fem retter. Min medspiser vælger fire retter fra julemenuen (455 kr.), mens jeg beslutter mig for tre retter (395 kr.), som jeg får lov at sammensætte fra de to menuer. Hertil vinmenu til henholdsvis 425 og 350 kr.

Spumante

Vi får et glas mousserende vin som aperitif, og direkte adspurgt fortæller tjeneren, at der er tale om en spumante, nemlig Cantine Silvestri Spumante Brut fra Lazio-regionen. Som med så mange af de flere end 400 forskellige, italienske vine, den righoldige vinkælder rummer, er det egen import, og vinen er glimrende: tør og sprød.

Mens vi venter på forretterne, beundrer vi de blanke marmorgulve, lysekronerne og de sjove tulipanlamper på væggene. Rundt om troner romerske statuer og store plantekrukker. Ingen tvivl om, at vi er trådt ind i et lille stykke Italien.

Delikatesser

Medspiseren begynder med Antipasto del Giorno, seks små retter, som ifølge restaurantchef Mikele Volpi (medlem af familiedynastiet Volpi, som ejer og driver San Giovanni og fra dette tidspunkt på aftenen den, der på yderst kompetent vis servicerer os) skifter fra dag til dag - af og til også fra time til time afhængig af efterspørgslen. I dag er det bl.a. græskarsuppe, snegle med hvidløg, tomat og masser af krydderurter, kalvekød med puntarella (en bitter cikoriesalat) og marineret blomkål vendt i blomkålscreme. Alt sammen meget lækre og fint krydrede delikatesser, og der bliver spist HELT op.

Vinen hertil er en Renato Ratti 2007 Colombé Dolcetto d?Alba, Som navnet antyder, er vinen lavet på dolcetto-druen, og selv om 'dolce' på italiensk betyder 'sød', er der intet sødt over denne. Der er snarere tale om en lidt syrlig, let og ukompliceret vin, udmærket til at akkompagnere forretternes forskelligartede smagsindtryk.

Marineret middelhavstun

Min forret er marineret middelhavstun serveret i en cremet suppe af jordskokker samt brødcroutons. Den flotte, blodrøde tun er skalstegt, hvilket indebærer, at den nærmest bare er kastet hen over panden, så den ikke når at danne skorpe. Tunen er så fin, at den uden videre falder fra hinanden. Jordskokkesuppen er fed og tæt, og kombinationen af salt fisk og cremet suppe er virkelig lækker.

Tungere afdeling

Endnu en vin af egen import ledsager retten: en Cantine de Falco 2007 Artiglio Bianco, fuldmoden og elegant med en fantastisk mættet duft. Et perfekt valg.

Samme hvidvin får min medspiser til sin anden ret, klassikeren gnocchi af kartoffel, her vendt med braiseret and i flødesauce og radicchio. I første omgang går han til maden med stor appetit og har kun lovord: fin sammensætning af de lidt fede gnocchi og syrlige radicchio, godt krydret og meget mør and. Men efter få bidder giver han op: Det bliver simpelthen for bastant.

Da jeg kort efter får samme ret som hovedret, må jeg halvvejs gennem maden erklære mig enig, både i ros og ris.

Der er til gengæld ingen problemer med at konsumere rødvinen dertil, den egenimporterede Fattoria di Piazzano 2005 Syrah Colli Toscana Centralet. Ifølge restaurantchef Mikele Volpi var vinen sidste år for kraftig til at drikke, men det har hjulpet betydeligt at lade den ligge endnu et år. Vinen er stadig meget kraftig og fyldig, men ingenlunde for overvældende, og den er glimrende til både gnocchi og den kødret, medspiseren er gået om bord i.

Italienske trøfler

Det er oksemørbrad, som serveres med sauce af italienske trøfler og askebagt rødbede samt langtidsstegt svinebryst med kompot af to slags løg. Hertil en skål med pepperonata og små stegte kartofler med rosmarin fra Vildmosen - en af de få grøntsager, som San Giovanni ikke har importeret fra Italien.

Masser af uhhmmm?er på den anden side af bordet udtrykker begejstringen: Mørbraden er stegt lige tilpas rosa og tiptop mør, grøntsagerne har bid og smag, og saucen er mættet med smag.

Normalt er medspiseren ikke meget for gris, men svinebrystet, som det serveres i stedets bedste slow food-tradition, er et hit. Det er sprødt og mørt efter tre-fire timer i ovnen ved svag varme i selskab med hvidløg og rosmarin, og den skånsomme tilberedning betyder, at kødet har bevaret saft og kraft.

Fremragende dessert

Efter en passende pause, hvor vi nyder resterne af den vin, som i øvrigt er blevet skænket med ødsel hånd, er det tid til at sætte punktum for aftenens kulinariske udskejelser. Min medspiser gør det med det søde, jeg med det skarpe.

Det søde består af chokolade- og orangekage toppet med let orangecreme og anrettet med 'marmelade' af julefrugter, drys af rosmarinkaramel og hjemmelavet italiensk abrikosis. Igen bliver min ledsager salig i blikket: Kagen er virkelig lækker, blød indeni og fortættet i smag, og isen er et kapitel for sig. Italiensk is, når den er allerbedst (hvilket ikke siger så lidt), næsten mousseagtig i konsistens med syrligtsød, fyldig smag af abrikoser. Tallerknen er som slikket bagefter.

En ravgylden dessertvin, Tre Papi 2006 Oro Puro Passito di Albana di Romagna fra Norditalien, er den udsøgte ledsager. 'Oro puro' betyder 'rent guld', og den betegnelse er ikke helt ved siden af i dette tilfælde.

Flot udvalg af oste

På min ostetallerken konkurrerer fem slags italienske oste om pladsen med nødder, løgkompot og sennepssyltede frugter. Her er bl.a. Tallegio (cremet rødkitost), Dolcelatte (blød cremet blåskimmelost), Pecorino (fåreost) og en Ubriaco. Sidstnævnte er denne anmelder trods stor passion for oste aldrig tidligere stødt på. Det er en lidt skarp, fast ost, som er modnet i rødvin. Direkte oversat betyder ubriaco 'beruset', og osten har netop en berusende, ganske dominerende smag af vin.

Tilsammen repræsenterer de fem udvalgte oste på fornem vis Italiens evner også på dette felt.

En sød, mørk og fyldig, næsten 'tyk' vin, Accordini 2004 Le Viole Recioto della Valpolicella, gør sig rigtig glimrende i det fine selskab.

Regningen lander på 1625 kr., hvilket er ganske rimeligt for en aften med det kulinariske niveau, vi blev præsenteret for. Der er ingen tvivl om, at San Giovanni hører til blandt de bedste i landsdelen, og at fem-seks gafler nok snarere ville være reglen end undtagelsen ved bedømmelsen.

Men at anmelde er i sagens natur en subjektiv affære - smagsløg er som bekendt ikke ens. Denne aften trækker de lidt for fede dele af menuen ned i vores samlede regnskab, så San Giovanni må 'nøjes' med fire af de store gafler, Det er - sagt på godt nordjysk - heller ikke så ringe endda.

Ristorante San Giovanni

Vesterbro 46

9000 Aalborg

Tlf. 98 11 37 55

www.sangiovanni.dk

Åbningstider: Man-lør 17-23. Søn- og helligdage lukket.

Tip en ven Print artikel

Kommenter denne artikel

Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Feriemagasin
Læs FerieMagasinet

Seneste nærnyt

Seneste nyt

Det sker

Alle SportMusikFilmTeaterUdstillingerSøgMangler dit arrangement?Aalborg i Rødt
                 
<september 2010>
mationtofr
303112345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930123
45678910

Næste Toparrangement

Karolinelund after dark
Sted
Karolinelund
Dato
02-09-2010
Læs mere