Album-aktuelle Henrik Fevre om umulige kvinder og kærligheden med STORT K.Guitarist for Led Zeppelins Robert Plant medvirker på det nye udspil.
Elegantieren og perfektionisten Henrik Fevre springer nu ud med sit tredje album, "On the brink of something better" - på kanten til noget bedre - og konstaterer, at hans liv bliver bedre og bedre, men erkender også, at han nok aldrig bliver helt tilfreds.
- Derfor titlen. Helt lykkelige bliver vi nok aldrig, sådan er betingelserne, og det er da en meget mere konstruktiv sindstilstand end tanker om, at det hele går ad h...... til, filosoferer den 37-årige singer/songwriter.
Han står bag tekst og musik til alle 10 numre på det nye album, og allierer sig instrumentalt med en række garvede kræfter som Morten Grønvad og det engelske verdensnavn, led zeppelineren Robert Plants mangeårige makker på guitar, engelske Francis Dunnery, der hittede med bandet It Bites i 80'erne og skrev titelsangen "Bathning" til en af Batman-filmene.
Francis Dunnery optrådte ved en intim "hjemme i stuen koncert" hos Henrik Fevre i Aalborgs Stjernekvarteret for halvandet år siden, og kvitterede ved at invitere Fevre til et velgørenheds-arrangement i England.
Virtuosen Dunnery spiller lead-guitar på "All answers end with why" med umiskendelig Talk Talk lyd.
- Som nummeret "darkroom" handler det om umulige kvinder og braste drømme. Men det er ikke sådan, at alle mine tekster er selvbiografiske, fortæller alenefar Henrik Fevre.
Som på det forrige anmelderroste album, "Other Rooms" fra 2007, emmer "On the brink of something better" af hangen til kærlighed med STORT K og melodisk voksenpop inspireret af trendsættere som George Michael, Donald Fagen og The Eagles.
Den tredje marts holder Henrik Fevre release-party på skråen i Nordkraft i selskab med guitaristen Ole Izard Høyer , men den alsidige, konservatorie-uddannede herre med fast job på på Den Rytmiske Aftenskole, byder også på koncerter i andre musikalske sammenhænge.
Sammen med den anden halvdel af den nye nordjyske elektronika-duo L'ectroscope, Julie Ben Semmane, går han 3. april på scenen i københavnske Club Danmark Hallen under Club Award 2010 - inviteret af Zoo Management med navne som Rasmus Seebach i stalden.
Den 16. april spiller L'ectroscope på Aalborg Teater, hvor konservatorie-studerende Julie Ben Semmane går op til eksamen ved en offentlig kapelmester-koncert.
Dagen efter åbenbarer L'ectroscope sig på Skråen, og fredag 5. februar folder Henrik Fevre sig ud samme sted, men i en helt anden boldgade sammen med de øvrige medlemmer af det transede kopi-band The Real Fake Stars som led i Grand Prix Warm up.
Multi-taskeren frister også karrieren i heavy-metal bandet Anubis Gate, der for nylig sikrede sig titlen "Bedste Produktion" for albummet "The Detached" under Danish Metal Awards.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
9