Arberia, som nu efter planen skal indsættes mellem Frederikshavn og Oslo.
MYSTIK: Han er helt ukendt i færgebranchen, men har til gengæld været aktiv inden for andre forretningsområder
FREDERIKSHAVN: En diskoteksejer fra Herning vil starte en ny færgerute mellem Frederikshavn og Oslo.
I en mail, som er sendt ud til rejsebureauer, fortæller han, at ruten skal besejles med færgen Arberia med plads til 1300 passagerer og kahytspladser til 737.
NORDJYSKE har forgæves forsøgt at komme i kontakt med herningenseren Ernst Munk, som vil konkurrere med Stena Line, der også sejler Frederikshavn-Oslo.
Ernst Munk lokker i mailen med lave introduktionspriser og god kommission til rejsebureauer, som skaffer rederiet kunder.
Han angiver at repræsentere rederiet Sunlink Ferries med adressse Trøstrupsgade 44 D, Herning.
Men Ernst Munk er tilsyneladende fuldstændig ukendt i rederikredse.
Tre firmaer er registreret på den adresse, som Ernst Munk angiver for firmaet - men ikke Sunlink Ferries.
De tre andre er:
- Lissi Shipping APS under konkurs. Selskabet er opløst.
- Songworld Music, også opløst.
- Interessentskabet Ibs Diskotek.
Ibs Diskotek ligger imidlertid i Otterup på Fyn.
Årsagen til, at firmaet er registreret i Herning, fremgår af en artikel i Ugeavisen Nordfyn: Ernst Munk købte sidste år sammen med en anden herningenser, Angelica Ib, det fynske diskotek.
Det skulle drives af Ernst Munks søn.
En aldrende færge
Ernst Munk oplyser i mailen til rejsebureauerne, at færgen Arberia, som rederiet vil sejle med, allerede er købt.
Den pågældende færge er bygget i 1975 og sejlede oprindelig for Silja Line på Østersøen.
Siden har den flere gange skiftet navn og ejer og blandt andet sejlet på en rute fra Hongkong. Den sejler nu i Adriaterhavet mellem Trieste og Bari.
Færgen ejes af et Panama-selskab, Chryses Finance Co.
Det er ikke kun rejsebureauer, som er blevet kontaktet af Ernst Munk.
Frederikshavn Havn hørte fra ham for to år siden. Efter to års tavshed kom der i forgårs igen en mail til havnen fra Ernst Munk med en orientering om hans færgeplaner.
Ernst Munk har aldrig henvendt sig personligt eller telefonisk til havnen.
Havnens salgs- og marketingschef Bo Kanstrup siger, at det er muligt at starte op med en færgerute fra Frederikshavn med kort varsel.
Efter Color Lines exit overtog havnen det norske rederis terminal ved færgeleje 4. Så et nyt rederi kan rykke ind i en fiks og færdig bygning med billetkontor, ventesal og passagerlandgang fra den ene dag til den anden. Alligevel kræver det en vis forberedelsestid at sætte en ny færge i drift.
Færgen skal blandt andet godkendes af Søfartsstyrelsen.
- Men rampe, færgeklap og passagerlandgang skal også tilpasses en ny færge, siger Bo Kanstrup.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.