Miljø-praksis: Agri Nord sender åbent brev til borgmester H.C. Maarup med klage over Mariager-fjord Kommunes måde at administrere landbrugssager på
MARIAGERFJORD: Næstformand for Agri Nord og formand for Agri Nords Natur- og Miljøudvalg, Henrik Dalgaard fra Aars har sendt et åbent brev til Mariagerfjord Kommunes borgmester H.C. Maarup med en klage over, hvad landbruget opfatter som strammet miljøpraksis.
- Mariagerfjord Kommune er tilbage i den gamle, slidte rille, hvor kommunen administrerer strengere end loven påbyder. Landbruget kvæles langsomt, konstaterer Henrik Dalgaard.
Han slår primært på, at byrådet i Mariagerfjord Kommune 25. februar i år besluttede at ændre praksis og administrere efter husdyrloven i forbindelse med miljøgodkendelser.
- Nu har man i stedet strammet op omkring regler for udledning af fosfor angiveligt for at beskytte drikkevandet. Det er i strid med miljømålsloven, og det eneste man får ud af det, er en fastfrysning, der ikke gavner miljøet, men kun er til skade for landbruget, konstaterer Henrik Dalgaard og spørger:
- Var byrådets beslutning bare for sjov?
- Det kan jeg totalt afvise. Naturligvis træffer vi ikke en beslutning for sjov, lyder det umiddelbare svar fra borgmester H.C. Maarup, der tilføjer:
- Vi er derimod meget opmærksomme på at følge det niveau, som byrådet har vedtaget, at der skal administreres ud fra, siger borgmesteren, der står fuldstændig uforstående overfor Henrik Dalgaards konklusion om, at den kommunale praksis skulle stride mod reglerne i Miljømålsloven.
- For at der ikke skal herske den mindste tvivl om, at vi er meget obs på at gøre det rigtigt både for miljø og for landbruget, har jeg aftalt med formand og næstformand for kommunens teknik og miljøudvalg, at de drøfter sagen på næste udvalgsmøde i august, tilføjer H.C. Maarup.
Han kan dog ikke lade være med at tilføje, at området er umådelig indviklet, og at det kan være svært for de menige politikere at gennemskue alle tekniske spidsfindigheder.
- Vi har nogle meget dygtige folk i kommunen til at administrere området. Omvendt har Agri Nord også nogle dygtige fagfolk, og peget de på, at vi gør noget forkert, skal vi undersøge sagen, og det gør vi, siger H.C. Maarup.
Sidst Agri Nord bad om ændring af praksis i Mariagerfjord Kommune tog det tre år, før der kom ændringer.
Denne gang håber Henrik Dalgaard, at det går lidt hurtigere.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.