Over 80 værker udstilles i efteråret i anledning af 100 året for kunstnerens fødsel.
Som tidligere omtalt i disse spalter vil Kunsten til efteråret fejre 100 året for Robert Jacobsens fødsel med en udstilling af billedhuggerens værker.
Det er Kunsten naturligvis ikke ene om. Flere andre museer har fået samme ide - blandt andet har Fyns Kunstmuseum hentet alle sine Robert Jacobsen-værker ud af depotet til en jubilæumsudstilling, der vises i øjeblikket.
Men udstillingen på Kunsten bliver den største og mest vidtfavnende, der vises herhjemme i år, omfattende over 80 værker fra de tidligste træskulpturer, skabt i 30'erne, til de seneste jernskulpturer, som Robert Jacobsen skabte kort før sin død i januar 1993. Dertil kommer eksempler på hans papirarbejder, lærreder og glasarbejder. Flere af skulpturerne har aldrig tidligere været vist for offentligheden.
Udstillingens kvalitet skyldes et samarbejde med den tyske kunstsamling Sammlung Würth, der takket være den kunstinteresserede industrimagnat, Reinhold Würth, ejer et stort udvalg af Robert Jacobsens værker. Sammen med Kunstens egne Robert Jacobsen-arbejder og værker fra blandt andet privatsamlinger giver det et unikt overblik over og indblik i hele "Store Roberts" virke.
Udstillingen åbner i Tyskland i marts og vises som nævnt til efteråret i Aalborg som det eneste sted i Danmark.
Selv om Robert Jacobsen på mange områder var lige så dansk som leverpostej og kolonihaver, så var han også en internationalt anerkendt kunstner. Sideløbende med sit professorat ved Kunstakademiet i København var han i 20 år professor ved kunstakademiet i München og modtog flere udmærkelser, blandt andet den internationale skulpturpris ved Biennalen i Venedig i 1966.
Kunsten har flere gange tidligere haft fokus på Robert Jacobsens arbejder. Allerede i åbningsåret 1972 var han på plakaten, og i 1991 viste Kunsten en udstilling af Store Roberts glasfade - i øvrigt en af de sidste udstillinger, han selv deltog aktivt i.
Udstillingen "Robert Jacobsen - 100 år" åbner 13. oktober.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
69