Koncert

Eksperiment A

Du tager en nordjysk jazzsaxofonist, Jakob Mygind, - vel nok den eneste, vi har heroppe, som har spillet for den japanske kejser som medlem af minibigbandet New Jungle Orchestra - og sætter ham i spidsen for en flok frit improviserende unge musikere, nordjyske og norske, og ender op med forunderlig og sjovt fabulerende musik.

Stedet er den store biografsal i Biffen på Nordkraft, og her er pænt fyldt op i de vinrøde biografstole lørdag aften, mens musikerne går småsnakkende rundt på gulvet dernede foran lærredet, der foroven er prydet med ordene "t?s A Boring Century"

Det meget lidt kedelige navn på den meget lidt kedelig koncertforening, som gør sit til, at vi får mulighed for at høre anderledes musikalske eksperimenter i det nordjyske.

-Vi har overhovedet ikke øvet. Jeg har nogle skitser og ideer, og det er så det. Nu glæder jeg mig til at høre dem spille for at finde ud af, hvad de kan, og hvordan de lyder, fortæller Mygind, som han sidder der på fjerde række i A-salen med et ark papir og en blyant.

Slagplanen er klar, enkel og dybt uforudsigelig. Først spiller de to grupper deres egen frie musik. Den nordjyske trio Trio Trio Trio er blevet forstærket med den amerikanske saxofonist Andrew D?Angelo, som egentlig skulle være fløjet hjem til USA og Seattle, men det har den islandske vulkanaske i de højere luftlag sat en stopper for.

Herefter vil norske Oro, fire mand høj, give et bud, og efter pausen er det så tid for impromusik med Mygind i rollen som musikalsk opsynsmand, der forsynet med dommerfløjte i form af en buzzknap til enhver tid kan gribe ind, dømme nogen ude, for derefter at bestemme, hvad retning musikken og koncerten skal tage.

Trio Trio Trio lægger ud. Guitar, trommer og vokal, forsigtigt søgende, koncentreret lytter de til hinanden. Det er nu i nuet, at lyden du skaber har værdi og kræver opmærksomhed. En trommestik trukket skrigende på et messingbækken kan blive fulgt op af en sprødt forvrænget guitartone. Og sanger Morten Mosgaard kan tilføje kropslige urlyde ved at slå sig på kind og mund og dermed forme lyden percussionagtigt og lattervækkende befriende. Og kakafonisk vildt bliver det, når D?Angelo sprøjter kaskader af saxtoner ud over det hele.

Befriende er det også at høre norske Oro først kaste sig ud i en højfjeldssvævende. melodi. Lyrisk og ikke ganske ulig landsmanden og vanvidssaxfonisten Jan Gabarek. For så at droppe melodien, men holde fast i pulsen, og finde hver sit rum og sted at spille til og mod hinanden. Mygind fik ikke noteret meget på papiret, for krop og fod havde for travlt med at vippe med i takt.

Anden halvleg var så helliget improviseret fri musik udsat for Myginds dommerfløjte og musikalske indgrib. Første nummer bærer titlen "Om Te Lachen" - hollandsk for "helt til grin", men allerede her afspejler dobbeltheden sig. For "grin" betyder på norsk gråd. Altså kan nummeret også tolkes i en langt sørgelig retning.

Med fagter og tællende fingre, en-to-tre spil, bliver holdet sat i gang, to guitarer, to trommeslager, hvor den ene betjener sig af masser af percussionstingelangel på et lille bord, saxofonerne kommer ind i korte kor, og det er på en gang urkomisk vraltende og højspændt seriøst.

Og da sanger Mosgaard og guitarist Raaschou ikke tilstrækkeligt hurtigt reagerer på en nedtælling, er det buzzknap og kort kontant besked: - I er ude.

Men de var jo blevet advaret, at her er det musik lige som i sportens konkurrenceverden. Nogle vil blive vejet og fundet for lette.

- Og vil også ske i aften, som Mygind indledte.

"Frie Koner" hedder et nummer, og her bliver helt usædvanligt delt en nyskrevet node ud.

-I kan læse noder, ikke? Den går i fire fjerdedele.

-Det er tre fjerdedele på norsk

-Nå, så spiller I det.

Første runde går lidt bovlamt, og Mygind stopper musikken og spørger publikum om vi ikke er lidt enige. Jo, da, og den improviserede dans "ned - op", hvor du først skal gå ned i knæ, og derefter op i takt til musikken er ikke helt nem at gennemføre i en biografsals dybe bløde sæder. Men vi gør det og griner i takt, mens kroppens utakt driller os, og de frie koner kommer smukt i mål efter at tempoet er sat op.

I "The Ash People" tilegnet den flystrandede D?Angelo, får musikerne at vide, at de skal forestille sig en stjerneblinkende himmel forsynet med vulkansk aske, og midt i den lidt både truende og smukke musik, kommer D?Angelo selv vildt skrigende ind på saxofon fra bagerste række i salen, og Mygind og han mødes som to gejle ronkedorer midtvejs og udveksler hylende toner, inden de falder til ro og på knæ foran hinanden og besindigt småsludrer venskabeligt på hornene.

Endelig runder seancen af med "David og Goliat". Kontrabassist Christian Svendsen får af publikum tildelt rollen som den slangebøssebærende David og takker for opgaven med indledet strøget bas, mens de andre både spiller med og mod ham, men til sidst lader ham få den sidste tone i et befriende afsluttende tyst øjeblik.

Det blev en højst anderledes, dybt uhøjtidelig og sjældent uformel aften.

Øret bliver strammet op, hvis du tør lade dig forføre og give dig hen i improvisationen.

Med fokus på det musiske øjeblik, du sidder i lige nu. Grin og gråd ? det er jo det, det hele handler om.

Bent Stenbakken

bent.stenbakken@nordjyske.dk

Biffen, Nordkraft, sal A, lørdag aften.

Eksperiment A, improviseret musik, under dommerfløjteledelse af saxofonisten Jakob Mygind, præsenterede danske Trio Trio Trio, Morten Mosgaard, vokal, Rasmus Iversen, trommer, Søren Raaschou, guitar plus Andrew D?Angelo, saxofon, og norske Oro, Harald Lassen, saxofon, David Sjølie, guitar, Christian Svendsen, kontrabas og Tore Flatjord, trommer.

Print artikel

Visninger: 71