BOGAFBRÆNDING: "Krænkelsen af en hellig tekst, inklusiv Koranen, er en ekstrem intolerant og snæversynet handling.
Ingen religion tolererer drab og halshugning af uskyldige mennesker, og en sådan vanærende og beklagelig handling kan ikke begrundes".
Sådan faldt præsident Obamas ord ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at den amerikanske præst, Terry Jones afbrændte Koranen foran en gruppe kirkegængere i Florida, og islamister efterfølgende gik amok og angreb en FN-bygning i det nordlige Afghanistan, hvor de på bestialsk vis dræbte adskillige, uskyldige FN-ansatte.
Lad mig understrege, at jeg bestemt ikke bryder mig om afbrænding af bøger. Det har en em af totalitarisme over sig, som giver negative historiske associationer.
Man kan vise sin tydelige afstandtagen fra visse bøger, herunder helligskrifter, ved at kritisere dem sønder og sammen på forskellig vis. Det må være den civiliserede måde at handle på i det anliggende.
Når det er sagt, så må der sondres mellem en (u)gerning, som udøves af én gal mand som en provokation, eller om det er noget, der er en del et konsolideret kulturmønster eller sat i system af et herskende styre.
I kølvandet på mordene på de FN-ansatte, udtaler pastor Jones til flere medier: "Ved at give os skylden sender man et budskab til radikale islamister om, at det, de gjorde, måske ikke var særligt godt, men i sidste ende blev de provokeret til det og havde en grund til det".
Her kommer skyldsspørgsmålet retteligt ind, akkurat som under Muhammed-konflikten - uden sammenligning i øvrigt. Trusler og barbari kan ikke på nogen måde retfærdiggøres, heller ikke på baggrund af karikaturtegninger eller koranafbrænding. Tegninger og bogafbrændinger dræber ikke mennesker. Det er mennesker, der dræber mennesker. Mennesker har en fri vilje og bærer alene ansvaret og skylden, når de udøver deres blodtørst på uskyldige mennesker som de FN-ansatte i Afghanistan.
Islamister har en fri vilje og brugte den senest til at halshugge uskyldige mennesker, som en afsindig reaktion på en koranafbrænding på den anden side af jordkloden. En provokation, herunder bogafbrænding, berettiger ikke til, at man slår andre mennesker ihjel.
Islamisterne er de skyldige. De myrdede FN-ansatte er ofrene.
Det kommer ikke som nogen overraskelse, når den afghanske præsident Karzai siger, at USA's kongres bør fordømme koranafbrænding og tage skridt, så en lignende skænding af koranen og profeten ikke gentages.
Hvilke "skridt" hentyder Karzai mon til? Lignende, slet skjulte trusler oplevede Danmark og den danske regering også under Muhammed-konflikten for fem år siden. Det bemærkelsesværdige og særdeles sigende er, at Karzai ikke retter sin primære vrede mod de landsmænd, som i deres bersærkergang har myrdet og halshugget adskillige uskyldige FN-ansatte.
Hvor er fordømmelserne af disse afsindige myrderier på mennesker, som forsøgte at hjælpe og stabilisere Afghanistan? Ser Karzai kun splinten i næstens øje og ikke bjælken i sit eget?
Præsident Obama påstår, at ingen religion tolererer drab på uskyldige mennesker. Man må håbe, at en venlig sjæl vil oplyse og åbne Obamas øjne for islams kanoniske skrifter, så præsidenten forhåbentlig kan komme ud af uvidenhedens tåge. I hadith-samlingen vedrørende Muhammeds liv og levned findes beklageligvis legitimering af drab på mennesker, som ikke bekender sig til islam, og i flere suravers i Koranen findes også opfordringer til drab på ikke-muslimer. Det er ganske faktuelt, som enhver ved granskning kan konstatere.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
8