ransportminister deltog i debat om fjordforbindelse, letbaner og udbud af nordjysk togkørsel i skyggen af DSB's krise
Menuen stod på ros, da transportminister Hans Christian Schmidt (V) i går formiddags i Utzon Centret i Aalborg mødtes med ca. 60 repræsentanter for nordjyske kommuner, regionen, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne.
Målet med mobilitetskonferencen, som Region Nordjylland og kommunekontaktrådet havde arrangeret, var at sikre, at ministeren var klar over de nordjyske ønsker på infrastrukturområdet, når der til efteråret igen skal fordeles penge til nyanlæg.
Både regionsrådsformand Ulla Astman (S) og rådmand Mariann Nørgaard (V) fra Aalborg Kommune roste transportministeren.
- I mine fem år som teknisk rådmand har jeg mødt en del trafikministre for at tale om nordjysk trafik. Der er talt meget, men du er beslutningsparat, Hans Christian. Tak for det, sagde Mariann Nørgaard.
Hans Christian Schmidt roste på sin side nordjyderne for at stå sammen og for at anvise løsninger. Og de nordjyske løsninger fordrer ikke pr. automatik, at staten betaler hele regningen, konstaterede han.
Måske havde ministeren ledelsen af et foretagende, der p.t. fylder meget i hans liv, i tankerne, da han særligt fremhævede bestyrelsen for Nordjyllands Trafikselskab. Bestyrelsen har, mener Hans Christian Schmidt, taget på sig at skabe sammenhæng i den kollektive trafik i landsdelen og har samtidig forøget passagertallet med 400.000 om året.
- Jeg vil gerne sige her, at jeg er ualmindelig godt tilfreds med den måde, NT fungerer på. I NT ser jeg en bestyrelse med mennesker, der helhjertet og dygtigt påtager sig det fulde ansvar for den opgave, de er sat til at løse, sagde Hans Christian Schmidt - kikkede meget længe ud over forsamlingen - og behøvede ikke at sige "DSB", for at tilhørerne forstod, hvilken bestyrelse dette ikke gjaldt.
To fluer med et smæk?
På konferencen ridsede kommunernes formand, borgmester Hans Christian Maarup (S), sammen med Ulla Astman og Mariann Nørgaard den nordjyske position op og gav tilsagn om, at trafikinvesteringer lønner sig: Hvis staten investerer i den nødvendige infrastruktur, vil de nordjyske kommuner og virksomheder i fællesskab kvittere ved at skabe vækst og nye job i det nordlige Danmark, sagde Hans Christian Maarup.
- Og, tilføjede Mariann Nørgaard, skal vi sikre vækst, skal vi have en tredje Limfjordsforbindelse ved Aalborg.
Netop dette projekt færdiggøres der inden sommer en såkaldt VVM-redegørelse om. Samtidig har staten og Aalborg Kommune nedsat en embedsmandsgruppe, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag, så det teknisk er muligt at træffe beslutning om en forbindelse inden årets udgang.
Mariann Nørgaard sagde, at denne beslutning også afgør, hvordan der kan sikres ordentlige til- og frakørselsforhold ved City Syd. Kommunen har et projekt på bedding om en kobling til motorvejen ved Mariendalsmølle, men har sat dette i venteposition. For hvis det besluttes at lave tredje Limfjordsforbindelse med en vestlig linjeføring, vil dens sydligste del i stedet kunne sikre let adgang til City Syd fra motorvejen.
- Situationen ved City Syd er sådan, at trafikken nu trækker ind i villakvartererne. Så der er tale om en situation, der skal håndteres. Men det vil jo være tosset samfundsøkonomisk ikke at slå to fluer med et smæk, hvis staten beslutter at lave en vestlig fjordforbindelse, sagde Mariann Nørgaard.
Letbane "helt berettiget"
Hans Christian Schmidt gav heller ikke på dette punkt håndfaste løfter. Ministeren - der tidligere her i NORDJYSKE har signaleret, at han forventer en principbeslutning om en fjordforbindelse i år - sagde, at der er mange ønsker og ikke så mange penge som før.
- Men nu må vi se, hvad vi kan blive enige om i forligskredsen, sagde han og pointerede, at planlægningen af en fjordforbindelse er så langt fremme, at dette projekt ikke skal drøftes i den mobilitetskommission, som han planlægger at nedsætte.
Adspurgt om sin holdning til en letbane - i første omgang til Aalborg Øst og dermed til universitetet og landsdelens kommende sygehus - sagde Hans Christian Schmidt, at det er "helt berettiget".
Ikke tid for flere udbud
På ét punkt rådede transportministeren nordjyderne til at klappe hesten.
Som omtalt i NORDJYSKE i forgårs foreslår regionen og kommunerne, at togkørslen i hele Vendsyssel og Himmerland sendes samlet i udbud. Det kunne for eksempel realiseres ved, at den nuværende nærbane mellem Skørping og Lindholm udbygges både syd- og nordpå - mod nord eventuelt, så ruten kobles sammen med Nordjyske Jernbaners to togruter Hjørring-Hirtshals og Frederikshavn-Skagen.
Tanken er, at der derudover fortsat skal være national togtrafik fra Aalborg og sydpå.
Hans Christian Schmidt sagde, at det er en "spændende tanke", som han for nogle måneder siden måske godt ville have rådet nordjyderne til at arbejde videre med. Men, føjede han til, igen uden at nævne DSB ved navn.
- Mit råd er i dag, at I parkerer tanken. For at være helt ærlig: Lige nu er der ganske megen fokus på udbud af togstrækninger. Det er ikke tidspunktet at diskutere mere af den slags. Det har ingen gang på jord lige nu.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
11