Elmelund i Thisted indgår samarbejde med Naturstyrelsen Thy om undervisning af unge sent udviklede
- Jeg er ikke god til at bruge hovedet. Jeg har det mere i fingrene.
Sådan lyder det fra 21-årige Christian Christopher Pedersen, en af eleverne på Thy STU.
Thy STU er et helhedsorienteret tilbud til sent udviklede unge med interesse i en praktisk uddannelse.
Christian Pedersen, der stammer fra Skive, er 2. års elev, og han var fyr og flamme, da han fik tilbud om at komme over på den nye gren af uddannelsen, der har base i Tved Klitplantage.
- Jeg har ADHD, så jeg var træt af at sidde i et klasselokale. Der findes ikke et bedre sted at finde ro i sig selv end ude i skoven, forklarer han.
I samarbejde med skovløber Henrik Bak er lærere fra Elmelund i gang med at skitsere, hvordan løsning af praktiske opgaver i skoven kan indgå i den særligt tilrettelagte uddannelse, som nogle unge har brug for - og krav på.
Udbringning af brænde til shelterpladser, naturpleje og vedligeholdelse af materiel og stier er nogle af de opgaver, der er i spil.
Egentlig skulle skovhjælper-linjen først skydes i gang til august, men nogle af lærerne og eleverne fra Elmelund er tyvstartet.
- Det er godt at komme ud og prøve noget andet end skole, siger Gitte Sabina Jensen, der i et par uger har været med til at rydde et stykke hede for bjergfyr, har malet hegn og har kørt brænde ud.
Gitte Sabina Jensen fortæller stolt, at hun har været med til at starte Thy STU op for snart to år siden.
På spørgsmålet om det ikke kan være for hårdt at komme i skoven og arbejde, svarer hun:
- Vi har nogle gode lærere til at hjælpe os med at sige fra.
De unge, der er visiteret til en STU, har brug for mange former for læring, der kan udvikle dem personligt, socialt og fagligt.
Mange af dem har dårlige erfaringer med at gå i skole, fordi de alt for ofte er blevet konfronteret med krav, som de ikke har kunnet honorere og alt for ofte har stået med følelsen af ikke at slå til.
På den baggrund har Elmelund indført et mantra, der lyder: først oplive, så oplyse.
- Det gælder om at få finde de brede smil og det gode humør, allerede når du kommer ind på p-pladsen, siger Anders Kudsk, der er lærer på Thy STU.
21-årige Gitte Sabina Jensen får i hvert fald latteren til at rulle, da hun skal beskrive den typiske hverdagssituation i undervisningslokalet, hvor Anders Kudsk og makkeren, Anette Balker, åbenbart ofte diskuterer et og andet.
- Du skulle høre de to. De lyder som nogle, der har været gift i 50 år!
Samværet omkring frokosten, vittighederne over bordet, samtale om dagens nyheder og godmodigt drilleri er alt sammen en del af uddannelsen, der også har en almen del, der skal ruste eleverne til at få et godt voksenliv.
Det kaldes borgerundervisning.
På Elmelund taler de ansatte om at undervise med fag og ikke i fag. Når dansk eller matematik integreres i undervisningen, sker det med udgangspunkt i dagligdagen.
- Når man står med en opskrift og laver mad eller handle ind, så har man praktisk matematik, forklarer Anette Balker.
Det kan også være, at eleverne prøver at måle Frederikstorv op og finde ud af, hvor mange parkeringsbåse, der er plads til. Eller de beregner, hvor mange ruller tapet, der skal bruges til et bestemt værelse.
Uddannelsen er lovbestemt og følger en bekendtgørelse. Den siger, at hver enkelt af de unge har krav på en individuel uddannelsesplan.
Gitte Jensen forklarer det meget godt:
- Hver elev har sin grad, som lærerne tager hensyn til.
Efter tre år får den unge et kompetencepapir, der kan bruges i jobsøgningen. Ofte vil det realistiske mål være en form for beskyttet beskæftigelse.
- Vi håber på sigt, at nogle af de unge kan blive tilknyttet Nationalpark Thy, siger Anders Kudsk.
Foreløbigt er det i hvert fald relevant arbejde, der udføres, som led i de unges uddannelse på skovhjælperlinjen.
Naturstyrelsen Thy har i øvrigt i forvejen to andre skovhjælperprojekter for særlige grupper - i Lodbjerg og i Vilsbøl.
- Skoven har altid haft et socialt ansvar. Det her er en rigtig god måde at gøre det på, mener Henrik Bak, der er skovløber og koordinator i forhold til Elmelunds STU.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
30