koncert

Roger Waters: "The Wall"

Det er måske historiens mest fortolkede album, intet andet rockalbum har fået så mange kloge ord med på vejen som Pink Floyds "The Wall", der er det tætteste, rocken har været på et filosofisk værk.

Det er ikke Kierkegaard-niveau, men det er angst, bæven og fremmedgørelse, så alle kan forstå det, og derfor har "The Wall" solgt multi-millioner siden udgivelsen i 1979 - godt hjulpet på vej af filmen fra 1982.

Roger Waters skrev albummet, da han havde mere ondt af sig selv end normalt - hvad der ikke siger så lidt, for han er ikke en mand, der ligefrem synes, han har haft nogen let gang på jorden.

Andre kunne bare gå hen og æde en tudekiks, men Waters skrev - sammen med de andre medlemmer af Pink Floyd - historien om Pink, der er fanget i en ond, ond verden hvor Pink - Waters selv - er den gode stakkel, mens regeringen, forældre, lærerne - alle med bare den mindste stjerne på skulderen - er de onde.

Pink selv er der selvsagt intet at bebrejde. Godt nok er han rockstjerne, men det gør sandelig ikke livet lettere. De andre bandmedlemmer er en flok syrehoveder, det er stressende med alle de groupier og fansene - ja, ja, det er selvfølgelig dem, der betaler festen.

Men Waters orkede dem ikke mere. Under en koncert i Canada spyttede han en fan i hovedet og efter den koncert blev den første skitse til "The Wall" tegnet - ideen var ganske enkelt at bygge en væg foran scenen, så publikum og band var totalt adskilte.

32 år senere er ideen blevet til virkelighed - "The Wall" har været opført over det meste af verden, udsolgt hele vejen - også mandag aften i Herning, hvor 12.000 var på plads i JyskeBankBoxen til et show langt ud over det sædvanlige.

Det er den mest pompøse intro til en rock-koncert, jeg nogensinde har set. Scenografien er hentet i Det tredje Rige - pompøst, overvældende og Waters selv i lang læderjakke SS-style - dog med afvæbnende hvide sneakers - men ellers en mand, der er klar til at forføre folket. Fyrværkeri, maskingeværssalver, fly, der banker ind i muren og brænder op. Det er et overvældende, forførende og voldsomt. Det minder ikke meget om en koncert, det er mere multimedieteater med fuld surroundsound.

"The Wall" er langt fra Pink Floyds fineste øjeblik, men der sker så meget andet, at ingen har tid til at lytte efter. Selv hvis Fede Finn og Funny Boyz havde leveret musikken, ville det have været et fascinerende show.

Publikum er i den grad med, og selv om det er længe siden, at flertallet af dem og Waters selv gik i skole, er der alligevel fællessang på albummets mest kendte sang, "Another Brick In the wall (part 2") - den med "we dont need no education" - hvor en flok lokale skolebørn får deres scenedebut som kor.

"The Wall" fungerer stadig som et værk, der med al ønskelig tydelighed viser, hvor let folk egentlig er at manipulere. Da Mother begynder, står svaret på det berømte spørgsmål: Mother, should I trust the government? med flammeskrift på muren: "Fan'me nej" og "no fucking way".

Men der er intet svar på, om man skal tro på en rockstjerne, der skrev dette flammeskrift mod fascisme og kapitalisme delvist fordi en række skatte-unddragende fiduser slog fejl og efterlod Pink Floyd på spanden.

Men der er ikke plads til sprækker i muren, i den sidste halvdel af første akt bliver der sat sten på sten på muren, og til sidst er den komplet, bandet spiller bag muren. Det er show, multimedie, de kunne spille playback - "The Wall" har aldrig kun været omkring musik, men nu er den det slet ikke.

Sidste nummer af 1. sæt - "Goodbye cruel word" - synger Waters fra den sidste lille sprække i muren, og da 2. akt begynder med "Hey You" er det eneste, vi kan se, muren. Om han synger, om de spiller bag muren - vi ved det ikke, det er for så vidt også lige meget.

Waters dukker op igen i en fremskudt dagligstue, der bryder gennem muren, komplet med morfarstol og standerlampe i "Nobody home", og de tre sange er sammen med "Comfortably Numb" de musikalske højdepunkter.

"In the flesh 2" er Waters tilbage i SS-jakken - nu med ridestøvler og som forsanger i alle tiders fascistiske rockband og foran en scene, der er taget direkte fra det 3. rige.

Han er folkeforføreren, diktatoren , djævlen, der til sidst skyder med maskingevær ud over publikum og modtager klapsalver for det. Mandens måske fremmeste fortjeneste er at vise med al mulig tydelighed, at der ikke nødvendigvis er så langt fra at få folk til at klappe i takt til så at marchere i takt.

Til sidst falder muren, voldsomt, men nøje kontrolleret, så ingen får brokker i bøtten, og musikerne står alene og musikken står alene uden show og lir for første gang. Det er ikke helt overbevisende, nærmere tamt og tomt, og uden al gejlet vil The Wall næppe fungere i dag. Men så længe lysshowet kørte, og forførelsen var total, holder den stadig.

Anders Sønderup

anders.soenderup@nordjyske.dk

Roger Waters: The Wall live

Jyske Bank Boxen, Herning

Mandag aften

I kulturtillægget torsdag er ugens gigantbillede fra koncerten. Lige til at hænge op på køleskabet.

Print artikel

Visninger: 43