Markedspladsen i Pandrup, der ligger centralt i byen mellem Lundbakvej, Bredgade og Risagervej og kun bruges en gang om året til byens traditionsrige hestevæddeløb, er på vej til at få nye aktiviteter.
En boldbane, en naturlegeplads og en parkourbane er planlagt af Pandrup Borgerforening, PGU i Pandrup og handelsstandsforeningen, og forældre og andre frivillige bakker ideen op.
Nu får initiativtagerne også finansieringen på plads, for kultur- fritids- og landdistriktsudvalget har bevilget 34.000 kr. til planerne, og sammen med 14.000 kr. i sponsorater er pengene til materialer i hus.
Legepladsen er inspireret at naturlegepladserne i Hune og Tranum og skal rumme 12 redskaber af forskellig slags, der forbindes med en forhindringsbane. Pladsen vil være et oplagt tilbud til dagplejemødre og børnefamilier.
Parkourbanen er en slags kunstigt bymiljø, hvor unge kan prøve kræfter med klatrevægge, balancemure og andre udfordrende elementer.
Borgerforeningens formand, Lars Enevold, oplyser, at de nye anlæg anbringes, så der stadig kan holdes hestevæddeløb.
- De skal selvfølgelig fortsætte, siger han.
- Legepladsen og parkourbanen kommer til at ligge i et hjørne, boldbanen midt på banen.
Han tilføjer, at der er indgået en femårig lejeaftale med ejerne af Markedspladsen, som dels er et aktieselskab og dels borgerforeningen, der har 40 pct.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
14