KVÆLSTOF: I Danmark må man ikke gøde vore marker med kvælstof op til det økonomisk optimale, og ifølge loven er der tale om 10 pct. undergødskning, men virkeligheden er langt værre.
Som følge af underforsyningen af kvælstof til vore afgrøder opstår der, udover et direkte økonomisk tab, set i forhold til vore nabolande, også problemer med svækkede afgrøder. På mange jorde er afgrøderne p.g.a. udpining af jorden de seneste 15-20 år syge og lider af dårlig overvintring, og flere går simpelthen ud og må sås om.
I år er det over hver 3. vintersædsmark i hele Himmerland og Nordjylland, der er gået ud! En plante i god kondition lever længere og er i stand til at optage mere kvælstof til gavn for alle.
Indholdet af kvælstof i husdyrgødning svarer ydermere sjældent til hvad de lovbestemte normer herfor foreskriver- ofte er kvælstofindholdet kun 50-60 pct. af, hvad der skal indregnes i gødningsregnskabet.
Jeg sidder dagligt med disse prøver og undres næsten hver gang, der kommer en analyse. Lægger man dette sammen med kvælstofkvoterne, vil en typisk hvedemark måske få tildelt 30-40 pct. under, hvad den har brug for! Proteinindholdet (bestemt af kvælstofmængden) i det danske korn er nu så ringe, at vi ikke kan lave brødkorn, og tyskerne vil end ikke købe det til svinefoder!
Dette er blot et eksempel på de dårlige rammevilkår, de danske landbrug må slås med over for resten af EU, og den nye ?hjælpepakke? med lempelse af jordskatterne giver jeg ikke noget for. Dette betyder måske en lettelse her og nu på 50.000 kr. for en landmand på 500 ha, men hvad hjælper det, når kvælstofkvoterne koster 400.000?!
Desuden kommer landbruget til at betale en endnu højere pesticidafgift fra 2011 som ?tak? for hjælpepakken. Alle andre grupper i befolkningen harmes nu over dette ?tilskud? fra regeringen - vi havde gerne været det foruden, men håber nu på at der vil blive set på de skæve produktionsvilkår overfor resten af EU.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.