De miljøøkonomiske vismænd langer i en ny rapport ud efter praksis med at kompensere landbruget for udgifterne til at imødekomme nye krav. Fra venstre Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Lars Haagen Pedersen, Claus Thustrup Kreiner og Eirik S. Asmussen.Foto: Scanpix
Skattelettelser: Nye krav truer konkurrencedygtigheden, mener Agri Nord
Regeringens skattelettelse til landbruget på 500 mio. kr. bliver hilst velkommen i Nordjylland, mens støtten bliver undsagt af de miljøøkonomiske vismænd.
- I forhold til de nye krav, som landbruget står overfor, slår det dog ikke til, mener formand for landboforeningen Agri Nord, Arne Buus, Nibe.
- Vi er glade for det, der er opnået, men en hurtig vurdering er, at det ikke er tilstrækkeligt til at gøre os konkurrencedygtige, siger han.
I følge regeringsgrundlaget "Danmark 2020" vil regeringen fremrykke kompensationen for nye byrder, som landbruget pålægges i forbindelse med indførelsen af en ny pesticidafgift og en regulering af landbrugets kvælstofudledning i medfør af aftalen om Grøn Vækst.
Vismænd: De må selv betale
Den praksis bliver forkastet af formandsskabet i Det Miljøøkonomiske Råd.
Landbruget må præcis som alle andre erhverv vænne sig til at betale for at rydde op efter sin egen forurening, mener formandskabet, som er de økonomiske vismænd suppleret med miljøekspertise.
Ifølge vismændene er det skævvridende, at landbruget ofte får betaling for at skære ned i sin belastning af miljøet. Som når vandværker betaler landmændene for ikke at sprøjte med gift 50 meter fra drikkevandsboringer.
- At landbruget i vidt omfang er undtaget fra princippet om, at forureneren betaler svarer til, at der føres ressourcer fra andre brancher til landbruget. Landbrugets undtagelse får karakter af tilfældig omfordeling, skriver vismændene i en ny rapport.
Umuligt uden kompensation
Den nordjyske landboformand advarer derimod om, at landbruget slet ikke vil kunne klare kravene i Grøn Vækst og de dertil knyttede vandplaner uden kompensation. Vanplanernes krav tager sigte på at beskytte landets sårbare vandmiljø mod udledning af næringsstoffer. Udledningen af kvælstof skal frem til 2015 begrænses med 19.000 tons, heraf skal landbruget bidrage med 10.000 tons gennem strammere gødningskvoter.
- Vi kender overhovedet ikke kompensationen for Grøn Vækst til bunds, og det største springende punkt i vandplanerne er de 10.000 tons med ikke kendte virkemidler. Det kan vi ikke klare.Det vil betyde døden for landbrug i Nordjylland.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.