Det tager alt for lang tid at få godkendt selv lovtvungne ændringer af minkfarme, siger pelsdyrbranchen.
TV2 slipper for retssag om ulovlig indtrængen på minkfarme, og heller ingen minkavlere retsforfølges for dyremishandling på baggrund af tv-optagelser fra i fjor
TV2 slipper for at få en straffesag på halsen for ulovlig indtrængen i forbindelse med en tv-udsendelse om dyremishandling på minkfarme. Men politiet holder stadig muligheden åben for strafforfølgelse af andre journalister og medlemmer af dyreværnsorganisationen, Anima, som var indblandet i sidste års Operation X-program, "Pels på Vrangen".
Det oplyser politiadvokat Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi.
- Der er ikke retligt grundlag for at retsforfølge TV2 eller tv-stationens redaktør for programmet, siger han.
Det skyldes, oplyser politiadvokaten, at det ikke var TV2 selv, der lavede udsendelsen. Den var købt af det nu krakkede produktionsselskab, Bastard Film.
Sammen med Bastard Film var også Ekstra Bladet involveret i programmet sammen med dyrevelfærdsorganisationen Anima, som hjalp til ved at trænge ulovligt ind på en række minkfarme.
Imens har politiet meddelt Dansk Pelsdyravlerforening, at ingen minkavlere får sager på halsen for dyremishandling på baggrund af de billedoptagelser, som Operation X-programmet bragte i oktober af sårede og misrøgtede dyr, som et filmhold var brudt ind på minkfarme om natten for at optage.
- Det har ikke været muligt at identificere, hvor og hvornår filmene er optaget. Så vi har ikke kunnet bruge optagelserne til noget, siger politiinspektør Claus Hilborg.
Politiet efterforsker dog fire andre anmeldelser af minkavlere fra Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold. De blev anmeldt lige før årsskiftet efter 140 inspektionsbesøg blandt landets 1500 minkavlere, der blev sat i gang som en udløber af debatten om tv-programmet.
Pelsdyravlerforeningen bebuder også en retssag for bagvaskelse mod både TV2 og de øvrige medvirkende bag udsendelsen.
Foreningen afviser med henvisning til resultaterne af Fødevarestyrelsens kontrolbesøg, at der generelt skulle være problemer med dyremishandling på minkfarmene. Fødevarestyrelsen har dog blandt andet kritiseret, at minkene på to ud af tre besøgte farme ikke blev stimuleret nok med adgang til halm, rør og hylder.
- Vi er enige i kritikken og har sat en stor kampagne i gang blandt vores medlemmer. Men vi vil ikke svines til som dyremishandlere, siger pelsavlernes formand, Kaj Kristensen.
I helsidesannoncer i 12 landsdækkende og regionale dagblade onsdag beskylder pelsdyrforeningen TV2 for tendentiøs journalistik og for at misrøgte sine forpligtelser til public service ved at bringe udsendelsen.
/ritzau/
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.