Køerne hos Jens Kristoffersen er begyndt at glæde sig til på søndag, hvor de endelig bliver lukket ud på markerne i Støvring-området.Privatfoto
VINTER: Der er ikke meget græs, men køerne kommer ud søndag
NORDJYLLAND: Ud skal de økologiske køer nok komme. Men markerne har det ikke så godt, som de plejer på nuværende tidspunkt.
- Der er ikke så meget græs, men de kommer helt sikkert ud på søndag, fortæller planteavlskonsulent og afdelingsleder hos Agri Nord, Poul Madsen.
Køerne kommer flere steder til at få så svært ved at finde græs, at man bliver nødt til at fortsætte med at give dem almindeligt fodder. Men det er ikke for syns skyld, at køerne søndag lukkes ud.
- De får noget frisk luft og noget motion. Køerne kan lide at komme ud. Man siger jo, at køerne danser, fortæller Poul Madsen.
Jens Kristoffersen er en af de landmænd, der søndag inviterer interesserede på besøg, så de blandt meget andet kan se de økologiske køer blive lukket ud på græs klokken 12. Men på hans gård i Støvring-området er der heller ikke specielt meget græs at gumle på.
- Vi siger, der skal være bid, når de kommer ud, men det er der ikke så meget af i år, fortæller han.
Han forventer dog alligevel en god dag, når han for tredje gang er med til at fejre økodagen. Sidste år blev han overrasket, da over 1200 strømmede til hans gård, så i år er han forberedt på, at der kan strømme mange biler til, hvis vejret er godt.
Øgede udgifter
For mange landmænd kan græssets tilstand betyde øgede udgifter, og køerne vil næppe få nok føde fra græsset alene. Normalt laver Jens Kristoffersen en glidende overgang fra fodder til græs, men han er forberedt på, at køerne på grund af manglen på græs skal have mere fodder end normalt.
- I år får de mere fodder inden for, end de plejer, siger han.
Han forventer ikke, at græsset vil være på det normale niveau før tidligst om 14 dage. Han regner dog ikke med store økonomiske tab.
Hos Agri Nord frygter man til gengæld, at det kan blive hårdt for andre af de i forvejen hårdt prøvede økologiske kvægavlere.
- Det vil koste nogle penge, og som det er lige nu, er prisen for mælk i forvejen ikke så høj for landmændene, selv om det nok ikke er det indtryk, man får i supermarkederne, siger Poul Madsen.
Han vurderer, at et typisk økologisk landbrug kan risikere, at de ødelagte græsmarker vil koste 300.000 kroner til blandt andet at så græsset om.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.