Farverig og forførende forkælelse

Relaterede billeder

  • 14. maj 2010 10:35
  • Bent Stenbakken

Avisannonce

Annonce

Annonce

Bryghuset Vendia - her har de en gourmetafdeling, som kan måle sig med de ypperste.
Bryghuset Vendia - her har de en gourmetafdeling, som kan måle sig med de ypperste.

På gourmetrestauranten Vendia i Hjørring tør de leve deresvildeste fantasier ud på højt fagligt niveau. En farverig madoplevelsestrækkende sig over 10 numre, du ikke sådan lige glemmer.

Det eneste, du skal, er at læne dig tilbage, opleve og nyde aftenens forløb.

Det er 'blindfold' på den absolut fedeste måde, som restaurant Vendia byder på, hvis du finder de 1500 kr. pr. kuvert frem til deres gourmetmenu.

Menu Impressionisme hedder den opkaldt efter de franske impressionistiske malere, og efter at have åbnet kuverten står de 10 retter blot angivet med en farve plus den ledsagende vin eller øl i det smalle sorte menukort.

Fem-seks timer

Overraskelse og forventning bliver spændt til bristepunktet lige fra starten, mens vor tjener Jesper Kaasgaard sørger for vand til bordet og i øvrigt oplyser, at vi må regne med fem-seks timer ved bordet. Mindst.

Det eneste, du skal, er at nyde. Så det gør vi, smager prøvende og anerkendende på den humlebitre men også velsmagende IPA - Indian Pale Ale, oprindeligt forsynet med ekstra meget konserverende humle for at den kunne klare den lange søtransport ud til de engelske tropper i Indien - og nyder sangerinde Norah Jones i intim jazzet udgave på anlægget.

Vi sidder i vores egen lille eksklusive afdeling med tre 4-mands borde og snart ankommer førsteretten Salt. På menukortet skrevet med sort, og derfor får vi også et sort bloklys placeret for enden af bordet, før retten bliver præsenteret.

Småblæret

Ganske som vi gør resten af aftenen. Lysenes farve skifter med retten.

Småblæret, ikk??

Til det salte, hvor køkkenet har ladet sig inspirere af det ærkebritiske køkken. Fish & chips, æg og bacon, skinke og ost. Men ikke som bastante morgenmadsportioner men en elegant gendigtet introduktion til aftenens nydelser.

Blæklakrids

I en lille sort papboks præsenterer tre stykker let raspomviklet fisk sig i sort, rød og grøn. Henholdsvis blæksprutte, jomfruhummer og torsk. Blæk fra sprutten farver dennes panering sort, til hummeren er der brugt tomat og hummerfond, mens torsken er farvet grøn af dild. De hertil hørende tapenader anrettet på en sort stentallerken, bruger de samme ingredienser - sort blæklakrids med peberrodssmag, sødrød hummer og friskgrøn spinat og dild. På en sort bz-brosten er tillige anrettet to vagtelæg drysset med småflager af stegt skinke, og ved siden af er to pergamenttynde skiver friturestegt ost anrettet med dryp af hjemmerørt, spejlblank mayonnaise og bittesmå blade krydderurter. Et par gafler stikker som muntre treforke op af brostenen.

Det er småt, men smagen er intens. Vagtelægget har fået et stænk eddike i mayoen, og de tandstik-små pommes fritter er utroligt sprøde. Og de kulørte fiskestænger er en himmerigsmundfuld. Vi dypper og bider nænsomt og skyller efter med øl, og det er ikke uden grund, at vi næsten i munden på hinanden kommer til at udbryde.

- Så godt har jeg aldrig spist før.

Før næste ret - og lige et øjeblik - så hurtigt går det heller ikke. Der blev skam både tid til ekstra påfyldning i øl- og vandglas og småsnak, inden vi fik lov til at rense munden med en humle granité. Vårgrøn grødislignende serveret i dyb tallerken med overraskelse i form af popsukker, som eksploderede blidt i mundhulen med ledsagende forfriskende hyldeblomstsmag.

Smagsnuancer

Så var det tid for nuancer. På en irgrøn bund - rapsolie kørt op med brøndkarse og bagefter siet omhyggeligt - lå bittesmå stykker af saltede grøntsager, sort, grøn og rød samt sort ristet og hvidt brød, plus bittesmå skiver af rå kammusling. Tjener Jesper havde følgeskab af en kokkeelev, som, mens han præsenterede retten, med omhu placerer en pæn skefuld rød-hvid løjrom midt i farveorgiet.

Løjrom- altså salt rogn fra fisken helting - er her forstærket med creme fraiche og finthakket skalotteløg. Salt og sødt, surt og bitter - igen var hele paletten af smagsindtryk plus variationer til stede på den behageligste måde i den klare irgrønne olie.

Hertil et glas Pinoc Blanc Kritt, 2009, Marc Kreydenweiss, en gyldenklar velafbalanceret ledsager, som jeg personligt gerne var blevet ved med at drikke resten af aftenen.

Og tak for den generøse efterskænkning, som bestemt ikke blev aftenens eneste.

Men nu gik vi i Grøn

Og hertil blev der serveret Muscat Grand Cru Pfersigberg, 2008, Bruno Sorg. En lidt sødere vin, som umiddelbart ledte tanken hen på dessertvin.

Men den viste sig at passe endog særdeles godt til tredjeretten. Grønne asparges med, tilsvarende cremet aspargescreme, de første stak op som forårsskud fra bunden af fintplukket taskekrabbe, og så var det hele dekoreret med sorte kaviaræg, der gav havsmag til de blide asparges.

Vi fisker videre

Rogn, krabbe, kaviar - fisk er godt, og da der kom ny hvidvin i glasset til fjerderetten Orange gættede vi på, at fiskeriet ikke var helt opgivet og fik ret. Kammuslinger anrettet med forskellige udgaver af de allerspædeste nye gulerødder, al dente, små spidse tårne næsten rå eller som cremet bund for en lille pocheret æggeblomme (vagtel igen) og hertil endnu en gang en serverende kok, som tilføjede retten en intens, indkogt muslingesauce, hvor der også var brugt tråde af safran.

Vinen hertil, Viogner, 2007, Bregvin Lanc. I guder hvor det smagte.

Lilla lys på bordet og bourgogne i glasset, Chambolle-Musigny, 2006, Dom. Bouchard med inderligt intenst rødt spil i glasset, en smule spids i eftersmagen, men det gik perfekt til foie gras (gåselever) - dels i form af en nystegt skive, dels kold og hertil rødbedeskum og sauce plus en salat i form af spæde rødbedeblade, lille kartoffel og brombær.

Er De ved at miste overblikket kære læser - det var vi også, men vi nød, som vi havde fået besked på.

Foie gras stegt perfekt mør, mens bourgognen nu gav spidst syremodspil til leverens på en gang fede og blide jernsmag. Og blev den for meget, var der jo altid salaten at friske med. Har vi glemt det hjemmebagte brød, som fulgte med? Lunt fra ovnen - nødde- og maltbrød lige til at brække i små stykker og suge det sidste af saucen - fy, den gik ikke derhjemme hos mor - men pyt.

Højreb og porreaske

Sort. Der var jo ingen grund til at gå i sort. Men det hed næste ret. Hertil en spansk vin, lavet på tempranillodruen, San Román, 2004, Bodega Maurodos, og en fyr, som sagtens kunne lægge arm med en udsmider i ladeportsstørrelse og vinde. Bestemt en kraftig sag.

Men der skulle bestemt også muller til for at skylle efter næste ret. Et stykke røget oksehøjreb rullet i brændt rugbrødskrumme og derefter nedsænket isort lakridsagtig smagende morkelsauce. Her gemte sig en hvid asparges og morkel. Den første med porreaske og den sidste tilføjet pureret trøffel.

Meget bastant, meget tunge smagsindtryk, der først og fremmest krævede mod og rigelig efterskylning, og som kom som lidt af et chok ovenpå de foregående spæde og fint afstemte.

Runde 7, Brun. Nu kom der meget passende et stort glas Bock på bordet, inspireret af det kraftige tyske sæsonøl, og det gjorde godt at få svælget skyllet for sorte smagsindtryk. Og hertil oste.

Ostelandskamp

Først meget røget rygeost med flager af sprød maltbrød på underlag af pisket rygeost med creme double og citron så det friskede mod røgen. Plus lidt tilbehør i form af oliven og svampe. Snart ankom kok nu igen til bordet og præsenterede et udvalg bestående af otte oste, fire franske forrest og fire danske bagved, spændende fra det briemilde over faste lagrede oste til stærk roquefort. En slags ostelandskamp på tungen, hvortil der igen var tre forskellige slags nybagt brød.

Vi nippede, smagte, drak øl og måtte nu konstatere, at enten hed det overnatning hos familie i Hjørring, eller også måtte vi droppe de sidste tre serveringer. Sidste tog 23.23 var i alle tilfælde ikke til at nå.

Vi fandt husly på mobilen og gik i gang med desserterne. Hvid. Sød, sød ja rigtig sød kokosis med kokosgelé og hertil en næsten lige så sød White Lady, lavet på kokosmælk og Malibu, og med sukkerkant, men uden cointreau. Meget sødt i sødt.

Mere behag fandt vi i desserten Rød, hvor de første rabarber og allerførste røde bær blev serveret på en knasende marengsbund og hertil et slankt glas festrødt og boblende spumante. Malsavia Rosso Spumante, Don Bosco.

Kaffe

- Kaffe eller te, kom det fra Jesper.

Kaffe. Til at få luft og klare det søde og sidste 10-ende runde, der meget passende hed Sødt. En overdådighed af chokolade, nougat, hvid, rød hindbær og orange flæsk - ja sågar grøn urtechokolade. Plus varme, indbagte æblekager med kold vaniljecreme og lakrids-is med nyristede nødder. En eksorbitant afslutning på et overdådigt måltid, mens vi nippede til en god armagnac til det søde og den dampende, nylavede kaffe.

At spise på Vendia er som at give sig ud på en stor og spændende rejse. Hvor dine smagsløg og temmelig mange af de sanser, du i øvrigt bruger at nyde med, i den grad bliver forkælet. Det er kogekunst, omhyggelig, iderig og kreativ på kanten af det smågeniale og småvanvittigt perfekte. Og skønt den sorte morkelsauce var ved at tage pippet fra os, må vi beundre et køkken, der så gennemført tør leve deres vildeste fantasier ud.

Og samtidigt holde fast i et fagligt vildt højt niveau. Med en betjening som både er vidende, opmærksom og beredvillig klar til at svare om stort som småt på tallerkenen.

Du kommer ikke til at spise bedre ret mange andre steder i det nordjyske, vel Ruth?

Og skønt regningen for to på 3000 kr. inklusive alt givet får det til at gibbe i mange, vil vi herfra blot slutte sådan:

Ka? du li? virkelig sublim mad? Så spar sammen og spis på Vendia i Hjørring. Og det også selv, om du kun får råd til det en gang om året.

Seks gafler til mesteren, køkkenchef Kristian Rise & co.



Vendia, Markedsgade 9, Hjørring.

Tlf. 98-922229.

Gourmetrestaurant, åben, torsdag - lørdag: kl. 17.30 - 01.00

Bordbestilling nødvendig, ferielukket i uge 28-29 og 30.

www.bryghusetvendia.dk

Tip en ven Print artikel

Kommenter denne artikel

Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Feriemagasin
Læs FerieMagasinet

Seneste nærnyt

Seneste nyt

Det sker

Alle SportMusikFilmTeaterUdstillingerSøgMangler dit arrangement?Aalborg i Rødt
                 
<september 2010>
mationtofr
303112345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930123
45678910

Næste Toparrangement

Karolinelund after dark
Sted
Karolinelund
Dato
02-09-2010
Læs mere