Improvisation:Kan en tonekunstner og en talknuser sammen finde melodien for Nordjyllands fremtid? Musiker Sofie Nielsen byder økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh på kaffe i Aalborgs alternative kulturhus

Sofie Nielsen kommer cyklende hen ad havnefronten en anelse forsinket. Hendes lyse hår er farvet, det samme er hendes cykel, hendes humør, selve hendes høretelefoner, hun er ung, sig selv, knaldende dygtig og kreativ, verdenskendt electronicamusiker, ydmyg og sød og en af dem, der har været med til at få det helt særlige kulturhus i gang, som ligger her i Aalborgs havn ikke langt fra Nordkraft.

Platform4 hedder pakhuset, som hun parkerer cyklen op ad, og hvor der lige nu er ved at blive sat stole op til tale og fest inde i det kolossale rum med firkantede fabrikssøjler og betongulv skabt til lagerbrug.

Ellers er her optræden. Musik. Der er kunst på væggene. Installationer. De er der bare. Er ikke ødelagt eller hærget. Her holder de unge selv hus med hinanden. De har selv skabt stedet, ejeren Enggaard kræver en bevidst lav husleje, som Aalborg kommune betaler.

Sofie Nielsen er ikke aktivt med længere, hun er begyndt at læse Arts & Technology på Aalborg Universitet og vil passe på sin tid. Men der skulle være timer til at mødes med Per Nikolaj Bukh, der står klar på kajkanten i det dress, der er hans. Habitten og mappen.

Han er professor i økonomi på Aalborg Universitet og ved særligt meget om økonomistyring også af kommuner og regioner. Hvad er det, de skal satse på og hvordan for at klare sig?

De to kender hinanden af navn, men ved ikke nok om hinanden til at afgøre, om de er enige eller ej. De kommer fra hver sin verden, men mødes dog i universitetets univers og så her en sommerdag uden skyer over det Nordjylland, hvis fremtid de skal indenfor og sidde og snakke om.

- Jeg har jo været rundt og tjekke tallene, siger Per Nikolaj Bukh allerede udenfor.

- Og jeg har tænkt en del over, hvordan vi fremmer Nordjylland mest muligt. Hvad kan politikere, fonde og virksomheder gøre for at skabe vækst i Nordjylland? Det er jo nærliggende at fremme specifikke forskningsprojekter på universitet samt innovation og forretningsudvikling. Men jeg er ikke sikker på, at det giver et forspring på den lange bane. Vi skal have fat på grundvilkårene for at udfolde sig kreativt. Det vil jeg gerne arbejde for.

Så mødet med performeren Sofie har, allerede inden det har fundet sted, sat sig spor i pengenes verden, erfarer hun, da hun kommer hen for at hilse og undskylde den minimale forsinkelse på cykelturen fra haveforeningshuset. Han svarer tilbage, at han ikke altid selv kan styre sine forsinkelser, han har ikke kørekort, ikke bil, og de ler af de små fordomme, der allerede er faldet og griner endnu mere, da hun skal fotograferes med sine selvmalede grønne hørebøffer, mens han iklædes en avishat med lutter tal og analyser fra Financial Times.

Verden er lille

Roller er til at for at synliggøres, så de kan blande sig, når der skal snakkes, så der kan handles, og det bliver der, da de to får sig sat med en papkop kaffe inde i det gamle kontor, som nu er bar, og hvor stolene er hjemmesmedede og derfor kan være hårde ved fine stoffer, påpeger Sofie Nielsen, og et par plaider findes frem til at skåne dem begge for rifter og sår.

- Aalborg er stor nok, indleder Sofie Nielsen.

- København er større, men ikke for mig. I min verden møder jeg de samme heroppe som der. Byens størrelse betyder ikke noget i dag. Det er det miljø, der er, og de er mere og mere specielle og derfor ikke så afhængige af, om det er en stor by. Vi rejser også bare efter det. Om vi mødes i Aalborg eller Amsterdam er lige meget, fortsætter hun og nævner den verdensomspændende elektroniske musikfestival, der sidste år blev holdt i New York, Tokyo ? og Aalborg.

Nu kan man synes, at computerkreeret musik er bedøvende ligegyldigt for Nordjyllands fremtid, men for Per Nikolaj Bukh er det slet ikke lige meget, selv om han selv lytter til noget helt andet ?og meget mere kedeligt og almindeligt?.

- Det er Sofies verden, der skal støttes. Det er dem, der kan trække Nordjylland frem på landkortet og give dem, der bor her og dem, der måske vil, en fornemmelse af, at her oppe er vi en del af fremtiden, forklarer Per Nikolaj Bukh, som lidt senere fordyber sig så meget i forklaringen om hvorfor, det er sådan, at han må rejse sig og tegne på en imaginær tavle.

Ikke som de andre

Inden da vil de dog begge gerne slå fast, at de ikke synes, det står så grelt til endda.

- Nordjylland er da et udkantsområde. Det ligger i enden af landet. Og i krisetider vandrer folk. Der er bare ikke nogle, der vandrer udad og opad. Men vi skal altså ikke gøre problemerne større, end de er. Under udvandringen til USA, drog hen ved halvdelen af borgerne fra nogle af byerne i Vendsyssel over Atlanten. Også dengang drog de først til de større byer, påpeger Per Nikolaj Bukh.

Der er vandring fra land til by, men som helhed er der faktisk lidt flere, der flytter ind i Nordjylland, end dem, der flytter ud. Og dem, der rejser, tager ikke ret langt væk. Hovedparten tager kun til Århus, hvor han selv bor, men at der er problemer heroppe, står han ved. Arbejdsløsheden er højere, der skal gøres mere for at sikre arbejdspladser fremover. Men hvad?

- Mange tror jo i fuld alvor, at de har løsningsmodellen, sukker han.

- Det har de bare ikke. De tror, at løsningen er bedre vilkår til erhvervslivet, gode grunde, hjælp til klyngedannelse af virksomheder, favoriserende lokalplaner og så videre. Historisk set er det dog en sørgelig kendsgerning, at det kun har begrænset effekt. Erhvervspolitiske tiltag er aldrig lykkes i stor skala, fastslår han, der herhjemme regnes for en af de absolutte eksperter i kommunal finansiering.

- Forklaringer er der to af. Den ene er, at alle gør sådan, og derfor kommer ingen foran ved det. Den anden er, at klynger ikke kan forceres.

Sofie Nielsen nikker.

- Nej, det er vel som i musikermiljøer. De kommer, når der er folk, der samles. De kan ikke tvinges frem, så bliver det så institutionaliseret, at det nytænkende og kreative forsvinder. Så er det ikke os, der skaber, siger hun.

- Netop, svarer professoren og uddyber:

- Man kan støtte klynger, når de opstår. Og da kan man gøre en forskel, hvis man vel at mærke giver pengene uden for store bindinger. Hvis man sidder som kommune og tror, man kan forudse, hvad der bliver succes, tror man fejl og ender med at gøre det samme som alle andre, fordi alle har læst de samme forudsigelser. Man skal støtte langt mindre målrettet, råder han og vækker Sofie Nielsens spørgeiver.

- Hvordan kan man uddanne politikere til at vide, at det er bedst at støtte, inden alle andre også har fået øje på det? F.eks. inden, mine sange bliver spillet i radioen? Jeg forstår jo godt deres logik, de er jo bange for at bruge pengene forkert, siger Sofie Nielsen og Per Nikolaj Bukh svarer ved at grine af sig selv over, at han som præstesøn ikke korrekt kan citere et af de hyppigst fejlanbragte citater fra Matthæusevangeliet om, at den, der har, skal mere gives.

- Denne misbrugte version handler ofte om handle om penge og magt, og er meget betegnende for, hvordan dansk politisk tænkning er. Og det er dumt og rammer tilbage på en egn som Nordjylland. Gør kommunerne heroppe bare som de andre, kommer de bagest, fordi de geografisk ligger yderst.

Mere end uddannelse

- I stedet skal kommunerne gøre to ting, lyder hans råd, som han nu vil høre Sofies kommentarer til. For det er unge som hende, det handler om. Hvordan får man dem til ikke at rejse og til at komme hertil?

- Det gør man ved at satse på uddannelse, indleder han.

- Ja, kommenterer hun med det samme og uddyber:

- Vi flytter derhen, hvor vi kan få den uddannelse, vi vil have.

- Ja, svarer han.

- Det siger I jo godt nok. Og det er til en vis grad også sandt, men uanset, hvor mange uddannelser, der er her, vil der stadig være nogle skarn, lad os kalde dem det, der flytter ? fordi de vil væk. Det gjorde jeg da selv. Jeg fandt en uddannelse langt væk fra Østfyn og sagde til mig selv og ikke mindst mine forældre, at det var den, jeg ville have, husker han.

Det er ikke så simpelt endda, selv om regnestykket er lokkende let.

Hver gang, en ung vælger at tage sin uddannelse på Aalborg Universitetet, giver det over årene en kvart mio. kr. i universitets kasse plus penge til andre nordjyske konti for boliger, madvarer, tøj samt en større sandsynlighed for, at de finder en kæreste her, et job, bosætter sig.

- Hvis det bare handlede om at få flere uddannelsestilbud, var det jo en ren teknisk øvelse, der var let at lave, men det er i høj grad også livet udenfor læsetiden, de unge vælger efter. Og den slags kastes der ikke penge nok efter heroppe. Slet ikke, fastslår Per Nikolaj Bukh til Sofie Nielsens klare tilfredshed.

- Vi flytter efter, hvor der er liv. Og det er der, hvor vi selv får lov at skabe. Men det er, som om der slet ingen forståelse er for det. Jeg ved ikke, om det er fantasien, der ikke rækker, om det er et kontrolbehov, eller en mangel på tillid til andre, til unge, som dem med magt og penge mangler. Men det er jo åbenlyst, at de kun plejer det brede vælgersegment og giver kulturpenge til det, der er bredt publikum til, og de måske selv synes om, og som er til folk på deres alder. Poul Krebs og Tall Ships. Det skal også være der, men det er ikke ligefrem det, der får unge lokket til Aalborg, siger Sofie Nielsen.

Hæld penge ud

Men virker det, hvis man giver kulturpenge ud i øst og vest, så folk selv kan skabe miljøer?

Økonomiprofessoren siger ja.

- Det står i kapitel 1 i enhver økonomisk lærebog. Spill over-effekten af nogle aktiviteter kan være langt større end selve arrangementet, der endog i sig selv kan give underskud. Det gælder især kultur, og også derfor er den en offentlig opgave, vi alle økonomisk deles om. Den kan vise, Aalborg eksisterer, kan give omsætning ud i mange led, hoteller, butikker. Det er ikke altid til at vide, hvad der giver mest og hvornår, det kan måles, men det betyder ikke, at sammenhængen ikke er der.

- Ja, den er der, siger Sofie.

- Og jeg vil så gerne være med til at gøre den endnu tydeligere. Derfor læser jeg det, jeg gør, så jeg måske kan finde ud af at få kunsten endnu nærmere manges hverdag. En del mennesker er jo nærmest bange for kunst, de synes ikke, de forstår sig på det og skubber det fra sig. Også politikere, der derfor skærer i kulturmidler. Men kunst hjælper samfundet, det gavner, giver liv, gør os glade for at være til, udvikler os, forklarer Sofie Nielsen.

Fordommene overfor kunst går begge veje, erfarer hun. Inden for kulturens verden, den unge i hvert fald, er der fordomme om, at ?alt i Nordjylland er fadøl og pølser?.

- Det er til en vis grad sandt, desværre, men der er også andet mere banebrydende og anderledes kultur heroppe, forsikrer Sofie Nielsen.

- Og det vil være en god forretning, hvis der kom meget mere, fastslår Per Nikolaj Bukh og nu er det, han ikke kan sidde stille længere, men må op til tavlen og lektorere, som holdt han en forelæsning for økonomistuderende.

På den graffitimalede væg tegner han en fiktiv rombe, som ruder i et spil kort er den bredest på midten.

- Heroppe i toppen ligger det kundesegment, som f.eks. B&O skal designe de nye produkter til, peger han.

- Her er trendsetterne, som nok er et lille marked i sig selv, men lige under ligger lidt flere fast followers, og hvor det er bredest, bor Hr. og Fru Danmark. Begge de to grupper efterligner de få øverst oppe. Så det er det, man skal støtte. Det er dem, de andre følge efter. Giver man penge øverst, giver det derfor størst effekt.

- Modellen er bredt anerkendt, men den kræver mod. Et mod, som virksomheder kan have, fordi de selv kan vælge, hvor de vil ligge i markedet. Men en kommune har ikke en enkelt direktør. Den har en bestyrelse, men den er valgt af mange, og det har den ulempe, at bestyrelsesmedlemmerne derfor altid vil vælge at tækkes flest mulige vælgere.

- Men de fleste ligger nede i den brede gruppe, og de vil da gerne have Poul Krebs, men ham kan de jo få alle steder, men politikerne i alle kommune vil genvælges, og så ender de alle sammen med at vælge at støtte den samme brede kultur overalt. Og ingen af dem tænker fremad, sukker Per Nikolaj Bukh.

Børneopdragelse

Også Sofie Nielsen er desillusioneret oven på den logiske gennemgang af det, hun godt vidste fra sine egne efterhånden 15 år som aktiv i det nordjyske kulturliv.

- Det er svært at se, hvad man kan gøre, for det handler om, at f.eks. politikerne ikke har tillid til os. Vi får aldrig sådan et klap på skulderen af kommunefar. I stedet mødes vi med krav om, at kunne dokumentere, at der kommer så og så mange til et eller andet færdigt arrangement, politikerne og embedsmændene kan se for sig. Det er som om, de ikke forstår, at selve processen er af betydning, det at skabe selv, at være i gang, uden at vi kan sige, hvad det præcise mål er. Så de egentligt nyskabende projekter får stort set vi aldrig støtte til, konstaterer Sofie Nielsen.

- Det er svært for dem, der bevilger, svarer Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

- Vi er alle sammen opdraget til at være ekstremt målfokuserede. Det begynder derhjemme, når vi spørger børnene, hvad deres tegning forestiller. Er det ikke et vindue? Nej, hvor fint, siger vi og er lettede over, at det ligner noget, vi kender. Vores kultur er så tryghedssøgende. Det er problemet.

Det er ikke fordi, Sofie Nielsen ikke er enig, at hun sidder stille lidt længere, end hun hidtil har gjort, før hun svarer. Men at de to her nær slutningen på samtalen er enige om, at kernen til den stilstand, Nordjylland alt for ofte stiller sig i, ligger helt inde i kernen af vores liv, i den måde, vi giver livet videre til vores børn på, virker ikke til at være det, hun havde forestillet sig som resultatet af et møde med en økonomiprofessor.

- Det gør det jo ikke ligefrem lettere at gøre noget ved, at det er så grundlæggende, vel, spørger hun hen for sig, og fortsætter i sit eget tempo med at fundere højt over, at det måske er anelsen om netop det, der har gjort, at hun igennem længere tid ?ikke har været helt så fortrøstningsfuld?.

- Jeg prøver at tro på, at det kan hjælpe, hvis jeg lærer deres sprog. Hvis jeg nu kan tale som dem, så kan det være, jeg kan nå over den forståelseskløft, siger Sofie Nielsen håbefuldt.

- Ja, du skal lære at sige forretningsplan, indskyder Per Nikolaj Bukh, og hun ler og siger, at hun allerede har lært at sige ?vision?.

- Det er absurd, men måske er meget af modstanden med f.eks. nye former for kultur bundet i, at vi kunstnere ikke kan tale, så dem med penge kan forstå det? Men hvem skal lære at tale den anden sides sprog? Skal jeg f.eks. tage en uddannelse til det, spørger hun, og nu er det ham, der ler, men hurtigt slår han alvoren til, for det ?er misbrug af talent?.

- Det er ikke de samme, der er gode til regneark, som er gode til at skabe kunst. Der skal være andre, f.eks. i universitetsregi, der finder midler til jeres eksperimenteren på uddannelsen, siger Per Nikolaj Bukh.

Klynkeri giver bagslag

Ansvaret for at overkomme kløften ligger ?ikke hos kulturfolket?, mener han.

Det ligger hos dem, der beslutter, hos ?politikerne først og fremmest?. Det er dem, der skal tage ved lære af samtalen her, især ved at begribe, at de skal ?droppe det der sygeplejerskesyndrom?, som han kalder det, når man som dem stedet for at stå ved vigtigheden deres job/egn og dets store nytte og glæde for samfund og mennesker, argumenterer for mere i løn/støtte ved at ynke sig selv.

- Det virker på kort sigt, men på lang sigt tærer det på stoltheden. Og så går det galt, forudser Per Nikolaj Bukh og svarer ja til, at politikerne har pylret for meget.

- Det Skæve Danmark (forening for landets fattigste kommuner, red.) er først godt og senere meget skidt. Den har skaffet opmærksomhed og penge, men det fortæller også både dem, der bor i de kommuner og alle andre, at der ude er skidt at bo. Og hvem vil så tage derud? Når man så oven i købet heroppe er beskedne og aldrig praler, men holder sig tilbage, så han man en meget uheldig cocktail, forklarer økonomen, der ?vælger ikke at være pessimistisk?.

- Jeg ved, det har indvirkning på økonomien, hvordan man taler om en egn. Derfor, fastslår han, mens Sofie Nielsen erkender, at ?det åbenbart ligger til mennesket at være negativt.?

Derfor har hun også ?svært ved at give et optimistisk svar? på spørgsmålet om, hvor Nordjylland er på vej hen. Alligevel aner man et spirende håb, for ?der er nogle, der tror, og hvis bare de kunne få lidt flere skulderklap og penge?, så kunne det brede sig.

- Jeg tror generelt, at vi unge i min generation er mere bevidst om at tage hånd om vores eget liv, og alene derfor, kan jeg godt være lidt optimistisk ind i mellem, erkender Sofie Nielsen.

- Ja, da, lyder det fra Per Nikolaj Bukh, og han tilføjer:

- Nordjylland er jo ikke lukket. Endnu ...