19-årig husker intet om voldtægt ved karneval
Nordjyllands Politi efterforsker mulig voldtægt - men offeret kan intet huske
Opdateret kl. 10:15
AALBORG: Nordjyllands Politi fik lørdag aften en anmeldelse om en voldtægt mod en 19-årig kvinde, men omstændighederne i forbindelse med overfaldet på kvinden er særdeles uklare.
Voldtægten skulle være sket under karnevalet. Forbipasserende så den 19-årige sidde grædende på en trappesten i Færøgade tidligt lørdag aften.
- Hun kunne ikke huske, hvad der præcist var sket og hvor, men hun sagde, at hun var blevet voldtaget, siger vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.
Politiet har dermed ingen konkrete oplysninger om, hvem gerningsmanden kunne være.
Men kvinden er blevet undersøgt på sygehuset, og politiet har sikret spor, der skal bruges i efterforskningen
Forventer flere anmeldelser søndag
Alt i alt er 30 personer blevet anholdt i forbindelse med karnevalet. Størstedelen af anholdelserne handler om gadeuorden, men der har også været tilfælde af vold.
En mand blev stukket med kniv i maven i Rømøgade i Aalborg natten til søndag, efter at de tilstedeværende i lejligheden havde været til karneval.
Og en politibetjent blev tildelt en skalle ved Vesterbro Bodega, hvor der var slagsmål. Det har resulteret i en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion.
Politiet forventer, at der i løbet af søndagen vil indløbe en del anmeldelser fra personer, som først opdager, at de har fået stjålet deres mobiltelefon eller pung, når de vågner med tømmermænd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.