Aalborg Håndbold vandt nøglekamp
Aalborgenserne fightede sig til nødvendig sejr mod Tvis og hænger fortsat på i toppen af ligaen
Opdateret kl. 19:31
AALBORG: Efter to nederlag i træk kom Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag tilbage på sporet med en sejr på 27-22 over Team Tvis Holstebro hjemme i Gigantium.
Afgørelsen faldt i de sidste 12 minutter, hvor hjemmeholdets ellers hakkende angrebsspil eksploderede fra stillingen 18-18, og det havde gæsterne ikke noget modsvar på.
Nikolaj Jakobsens mandskab spillede også forrygende i de første ti minutter, hvor de kom i front med 5-0. Men så tog gæsterne træner Klavs Bruun Jørgensen en effektiv timeout, og ved pausen var Aalborg Håndbold blot foran 10-9.
Forsvar og keeper var bedst
Angrebsspillet haltede overfor et offensivt Tvis-forsvar, mens forsvaret og især keeper Johan Sjöstrand til gengæld strålede.
Billedet var det samme efter pausen, hvor gæsterne også kom i front med et enkelt mål i flere omgange, men det var altså Aalborg Håndbold, der havde flest kræfter i behold til slut.
Især svenske Tobias Aren imponerende i angrebet med ti scoringer. Topscorer Johan Jacobsson bidrog dog også godt med syv scoringer.
Aalborg Håndbold spiller allerede igen 26. december ude mod Aarhus Håndbold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.