Curth på vej væk
Den tidligere superligatopscorer pønser på alternativ til AaB
AALBORG: Jeppe Curth ligner en spiller, der snart er fortid i AaB.
Den 29-årige angribers kontrakt udløber næste sommer, men en tidligere skilsmisse synes under opsejling og kan blive effektueret allerede i det aktuelle transfervindue, der lukker 1. september.
- Jeg har ambitioner om mere spilletid, end der umiddelbart er udsigt til i AaB, så jeg tænker over, om der skal ske noget andet, men det er primært op til AaB at afgøre det, og foreløbig kæmper jeg professionelt videre i håb om at få chancen, lyder det diplomatisk fra den tidligere superligatopscorer, der på kort tid tilsyneladende har taget et markant dyk i klubbens angrebshierarki og slet ikke kom på banen i holdets seneste 1-2 nederlag i lørdags mod FC Nordsjælland.
Gaarde i gang med vurdering
AaB-sportschef Allan Gaarde vil ikke kommentere Jeppe Curths konkrete situation, men oplyser, at han sammen med cheftræner Kent Nielsen vurderer, om den aktuelle trup på 26 spillere er lidt for stor.
- Man kan godt forestille sig, at vi skiller os af med en spiller eller to i transfervinduet - men det er ikke noget, som er tæt på, siger Allan Gaarde.
Jeppe Curth er noteret for 273 kampe og 64 mål for AaB. Karrierens foreløbige højdepunkt kom i 2007-2008 sæsonen, hvor han med 17 træffere bidrog kraftigt til AaB’s danske mesterskab.