Tre mænd bag tremmer efter overfald med økse, kniv, peberspray og paintballpistol
AALBORG: Tre unge mænd blev ved et grundlovsforhør i Aalborg tirsdag varetægtsfængslet to uger efter rå vold med blandt andet en kød-økse.Alle tre sigtes for grov vold mod to mænd i en lejlighed på Hadsundvej i Aalborg-bydelen Vejgaard.
Ifølge politiet skete det brutale overfald kort før kl. 01 natten til tirsdag, hvor de tre mænd og en kvinde var kørt i bil til Hadsundvej.
Slået og stukket med kniv og økse
De tre mænd trængte ind i lejligheden, hvor en 27-årig kvinde bor.Ifølge politiet blev kvindens 26-årige kæreste og en anden mand i lejligheden slået, sparket og stukket med både kniv og en kød-økse. Desuden brugte overfaldsmændene peberspray mod ofrene, og et af ofrene blev også skudt med en såkaldt paintball-pistol.
Anklager: Ofre slap heldigt
De medtagne voldsofre måtte efter overfaldet til behandling på sygehuset, men begge blev udskrevet senere tirsdag.- De har været heldige, siger anklager Dorte Kvist Knudsen med henvisning til volden med blandt andet økse og kniv.
Kort efter overfaldet blev tre mænd og en kvinde anholdt af politiet og sigtet for overfaldet i lejligheden.
De tre mænd sigtes for grov vold og for trusler, og det samme gør kvinden, som fulgtes med dem.
Motivet måske hævn
Grundlovsforhøret ved retten i Aalborg tirsdag eftermiddag foregik bag lukkede døre.Inden dørlukningen havde alle fire - de tre mænd og kvinden - nægtet sig skyldige i sigtelserne. En af mændene erkendte dog at have skudt med en paintballpistol.
Kvinden blev løsladt, mens de tre unge mænd alle blev varetægtsfængslet i foreløbig to uger. De kærede alle straks fængslingskendelserne til landsretten.
Motivet til det voldsomme overfald er angiveligt hævn, fordi der tidligere har været indbrud i hjemmet hos den kvinde, som var sammen med de nu fængslede mænd.
Anklager Dorte Kvist Knudsen vil dog ikke sige noget om politiets teorier om motivet til overfaldet.

Skriv din kommentar
Du er logget ind som:
Har du allerede et NORDJYSKE login?
Log ind her
Hvis du ikke er
logget ind, sender vi et link, du skal klikke på for at få vist din kommentar.
Skriv din kommentar