Redningsvæsen

Øvelse: I dag ryger Tulip i luften

Stor øvelse i Aalborg onsdag aften

Beredskabscenter Aalborg rykkede ud, men der var dog kun tale om en stor øvelse midt i Aalborg. Foto: Kim Dahl Hansen
Beredskabscenter Aalborg rykkede ud, men der var dog kun tale om en stor øvelse midt i Aalborg. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 23. januar 2013 kl. 20:09

AALBORG: Onsdag aften vil Tulip Food Company-fabrikken i Aalborg være omdrejningspunkt for en stor beredskabsøvelse.

Meldingen vil gå på, at der er sket en eksplosion hos Tulip Food Company, Østerbro 40.

- Det er vigtigt for os, at øvelsen bliver så realistisk som muligt lige fra opkaldet til alarmcentralen til udøvelsen af førstehjælp på tilskadekomne. Derfor vil vi gerne advare forbipasserende og personer, der bor i området på forhånd om ikke at gå i panik. Det er kun en øvelse, siger beredskabschef Jørgen Pedersen.

Udslip af ammoniak

Scenariet er, at en eksplosion hos Tulip har forårsaget skader på fabriksanlægget. En ammoniaktank på taget er beskadiget, og der strømmer ammoniak ud. En del medarbejdere savnes, og Jobcenter Aalborgs bygning ligger i vindretningen, så både her og hos Tulip skal medarbejderne evakueres.

Øvelsen har fået navnet Øvelse Tordenskjold, og Beredskabscenter Aalborg står for den i samarbejde med Region Nordjylland, Falck, Nordjyllands Politi, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen Nordjylland.

En tryghed for borgerne

Øvelsen er et led i Beredskabsstyrelsens uddannelse af værnepligtige og formålet med øvelsen er at afprøve de forskellige parters evne til at samarbejde omkring indsatsen ved en større eksplosionsulykke på en virksomhed.

- Vi træner vores kompetencer på stationen hver dag, men en gang i mellem er det nødvendigt med en stor øvelse som denne, hvor mandskabet er i marken, og hvor de forskellige enheder indenfor redningsberedskabet øver sig at samarbejde og kommunikere med hinanden. Det er både en tryghed for os, men også for borgerne, hvis uheldet skulle være ude, fortæller Jørgen Pedersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden