Olie på en halv time
AAU får verdens mest avancerede anlæg til at lave olie i rekordfart
AALBORG: Der er ingen grund til at vente millioner af år på, at naturen omdanner organisk materiale til olie, når man selv kan gøre det på en halv time.
Det er ideen bag et nyt forsøgsanlæg til produktion af råolie, som Aalborg Universitet indvier på fredag. Anlægget er det mest avancerede af sin art i verden og har kostet 7,5 millioner kroner, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
- Kort sagt går processen ud på at finmale plantemateriale og nedbryde det i vand under højt tryk og ved en høj temperatur. Det er i store træk, den samme måde, naturen laver olie på. Forskellen er blot, at her tager hele processen omkring en halv time, forklarer professor Lasse Rosendahl, Institut for Energiteknik.
- Udfordringen ligger i at finjustere processen, så resultatet bliver så tæt på fossil olie som muligt. Jeg håber, at vi inden for en fem års horisont er klar med en olie, der kan produceres og anvendes kommercielt.
- Men yderligere forskning vil selvfølgelig være nødvendig for at realisere det fulde potentiale, siger Lasse Rosendahl.
Forsøgsanlægget vil kunne omdanne cirka 20 kg plantemateriale til olie i timen.
Målet er, at den ”kunstigt” fremstillede olie uden videre skal kunne erstatte fossil olie, så perspektiverne er enorme. Det samme er den internationale opmærksomhed omkring anlægget.
Således har det dansk-canadiske selskab Steeper Energy været med til at udvikle og designe anlægget, og ved indvielsen fredag deltager både EU’s klimakommissær Connie Hedegaard og klima- og energiminister Martin Lidegaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.