Rocker-forsvarer: Kommunen er efter ham
Anklager mener derimod, at Aalborgs Bandidos-præsident har planlagt et ”set-up” mod kommunen
AALBORG: - Sagen er udtryk for, at personer i Aalborg Kommune vil føre sag mod tiltalte.
Sådan lød det tirsdag, da forsvarer Michael Juul Eriksen førte procedure i retssagen mod Bandidos’ præsident i Aalborg.
Han mener ikke, at anklagemyndigheden er gået kritisk til værks, da politiet og Aalborg Kommune anmeldte sagen, hvor en 47-årig mand blandt andet er tiltalt for socialt bedrageri for over 400.000 kroner, mens hans 33-årige ekskone er tiltalt for medvirken hertil.
Anklager: Ville snyde bevidst
Parrets to forsvarere mener ikke, der kan være tale om socialt bedrageri, da parret ikke har brudt reglerne i forbindelse med kontanthjælp, som manden har modtaget fra Aalborg Kommune.
Anklager Philip Pagter mener, at parret bevidst har snydt, da de blev skilt og efterfølgende fortsatte med at bo sammen i Nørresundby, mens manden var tilmeldt en adresse i Aalborg. På den måde skulle manden have modtaget mere i kontanthjælp, end han var berettiget til.
Har ikke brudt loven
Men i retten har vidner fortalt, at det ikke er i strid med lovgivningen at bo sammen - så længe man ikke er gift - og samtidig modtage kontanthjælp uden den samlevendes indkomst har betydning for beløbets størrelse.
Anklagers udtryk findes ikke
Anklageren mener, at parrets skilsmisse i 2005 blot var proforma og led i et ”set-up” mod Aalborg Kommune.
Forsvarerne argumenterede for, at et sådan udtryk ikke findes, og at anklagen først kom frem under anklagerens procedure. Der står således intet i anklageskriftet om, at anklagemyndigheden anfægter skilsmissen.
Ville snyde igen
Da den 47-årige i 2008 overgik til førtidspension, mener anklageren, at han igen snød kommunen ved fortsat at bo ved ekskonen.
Ved førtidspension er der nemlig ikke forskel på, om man juridisk set er gift, eller om man lever i et ægteskabslignende forhold. Uanset hvad har den samlevendes indkomst betydning for den førtidspension, den anden part modtager.
Ingen kendte til reglen
Det var dog en regel, som hverken anklager eller forsvarere kendte til, før et vidne fortalte det i retten. Derfor var argumentet fra mandens forsvarer blandt andet, at den 47-årige aldrig kunne være bekendt med reglen, når ikke engang anklager og forsvarere var.
Der afsiges dom i sagen fredag eftermiddag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.