Vejarbejde går forrygende
Udskiftning af asfalt på Vesterbro og Hobrovej går så godt, at Ny Kærvej også får en tur
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:53
AALBORG: Det går så godt med at udskifte asfalten på en af Aalborgs mest befærdede veje, at kommunen har fået tid til at klemme en ekstra strækning ind. Det drejer sig om Ny Kærvej, hvor belægningen længe har været i en så elendig forfatning, at det genrer mange.
Halvanden dag forud
- Status lige nu er, at vi er halvanden dag forud for tidsplanen. Så hele den sydlige del af den planlagte strækning på Hobrovej er afsluttet, fortæller afdelingsleder Henrik Jess Jensen.
Krydset ved Mariendal Mølle og motorvejsindfletningen har også fået en tur, og pt. er asfaltarbejderne rykket ind på Ny Kærvej, som skal have ny belægning hele vejen fra Hobrovej og ned til krydset ved Falck.
- Det var egentlig ikke med i vores oprindelige aftale. Men da det går så godt, som det gør, har vi fremrykket arbejdet i stedet for at vente til august, forklarer Henrik Jess Jensen.
Ros til bilister
Han understreger, at det gode vejr har medvirket til, at det er gået så godt. Men entreprenøren har også været yderst professionel og effektiv.
- Og så kan bilisterne også godt klappe sig selv på skulderen. De har nemlig været meget gode til at tage hensyn eller vælge andre ruter, og det spiller bestemt også ind, mener Henrik Jess Jensen.
God information
Aalborg Kommune har på forhånd gjort meget for at informere om vejarbejdet, som med sine godt 7 km er et af de mest omfattende i nyere tid. Både via kommunens hjemmeside - men også ved hjælp af foldere og en helt ny sms-service.
- Det har garanteret også medvirket til, at få tingene til at glide lettere. Så det er selvfølgelig noget, vi også vi benytte os af i fremtiden, siger Henrik Jess Jensen.
Tidsplan holder
Vejarbejdet på Ny Kærvej har man i sagens natur ikke nået at informere helt så godt om. Men håbet er, at bilisterne alligevel vil tage hensyn og køre udenom, indtil det er afsluttet senest tirsdag 25. juni.
Efter den dato tager asfaltarbejderne fat på den sidste del af de planlagte forbedringer på Vesterbro, nemlig strækningen fra Kirkegårdsgade til og frem til Limfjordsbroen. Det sker enten i weekenden 29. - 30. juni eller weekenden 6. -7. juli, hvis vejret ikke arter sig.
- Så tidsplanen skal nok holde, selvom vi også har taget Ny Kærvej med, mener Henrik Jess Jensen.s
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.