Årets ildsjæl kåret
Knud Jørgensen hædret for sin indsats
BRØNDERSLEV: Knud Jørgensen er kåret som Årets Ildsjæl. Det skete på bankrådsmødet i Spar Nord Bank, og det var bankrådets formand, Jesper Hardahl, der uddelte prisen.
Jesper Hardahl sagde, at Spar Nord Fonden bakker op om dem, der er med til at gøre en forskel lokalt til glæde for det brede fællesskab.
Valget er faldet på Knud Jørgensen, der tidligere i sit virke har været gymnasielærer og byrådsmedlem men som for nogle år siden skiftede lektorjobbet ud med en pensionisttilværelse med frivilligt socialt arbejde i højsædet.
- Knud Jørgensen bruger mange forskellige kasketter i sin nyvundne fritid, hvor han ynder at gøre en forskel til glæde for en masse andre mennesker.
- Han er lokalformand for Røde Kors, hvor han står i spidsen for flygtningearbejdet. En opgave han tager meget seriøs. Han kan godt lide at sætte nye tiltag i værk. I flæng kan nævnes værestedet for flygtninge, by-guide og vis din by frem - der lærer flygtningene hvor ligger faciliteterne og byens seværdigheder og hvor skal man henvende sig for få en hjælpende hånd. Knud Jørgensen har ligeledes været primus motor i lektiehjælp og venskabsfamilier samt cykelværkstedet - en kæmpe succeshistorie, hvor byens gamle cykler får et nyt liv.
- Flygtningene sætter selv cyklerne i stand og efterfølgende får de glæde og gavn af det færdige resultat. Samværet med de danske hjælpere er samtidigt stærkt medvirkende til at lære sproget hurtigere og lette integrationen, noget som vores ildsjæl lægger stor vægt på i sin egenskab som formand for byrådets integrationsråd.
- Prismodtageren er ligeledes en af de bærende kræfter bag byens årlige Parkfestival, som han for mange år siden - sammen med en snæver kreds - var en af initiativtagerne til. Festvalen er en dejlig kulturdag, der holdes i byens skønne rododendronpark og rigtig mange mennesker nyder den og samtidig skaber den aktivitet i byen.
- Ildsjælen stoppede sit arbejde som lektor, da han var 64 år, fordi mange unge stod uden arbejde, og så tænkte Knud Jørgensen, at så var der lige så godt en ung, der kunne få hans stilling.
- Knud Jørgensen opfordrer flere af os andre til at gå ind i frivilligt arbejde inden for det sociale område. Han ser samtidig gerne, at der kommer klare spilleregler og skarpe grænser mellem de frivillige organisationer og kommunen. Hvad er frivilligt arbejde og hvad er ikke frivilligt arbejde. Besøgsvenner skal for eksempel ikke overtage arbejde fra hjemmehjælperne. Der skal være en klar adskillelse mellem de etablerede faggrupper og det frivillige arbejde - der blot skal være et supplement til glæde for de mange brugere.
Med prisen følger et diplom, et kunstværk samt 10.000 kr.
- Pengene skal bruges til arrangementer på Buus-scenen i løbet af sommeren, hvor der bliver en del musikarrangementer.
- Jeg kunne godt tænke mig arrangementer med dansk og etnisk sang og musik, fortæller Knud Jørgensen til NORDJYSKE.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.