Frederikshavn

Basketball: Sidste dunk i kurven fra FBBC

Frederikshavn Basketball Club lukker efter 44 år med basketball i Frederikshavn

I 2002 fejrede FBBC 30 års jubilæum med en showkamp, hvor Henrik Røde Jensen her tryller med bolden. Arkivfoto: Peter Broen
I 2002 fejrede FBBC 30 års jubilæum med en showkamp, hvor Henrik Røde Jensen her tryller med bolden. Arkivfoto: Peter Broen © Peter Broen - NORDJYSKE

Opdateret 21. oktober 2016 kl. 13:33
FREDERIKSHAVN: En af Frederikshavns hæderkronede idrætsklubber, Frederikshavn Basketball Club, i daglig tale FBBC, er snart fortid.

Basketballklubben, der blev stiftet i 1972, har de seneste år kørt på pumperne og medlemsskaren er skrumpet ind til en håndfuld oldboys-spillere, der nu har valgt at lukke og slukke.

- Det er lidt trist, men vi har set det komme et stykke tid. Det er et par år siden, vi trak det sidste ungdomshold, og os gamle på serie 1-holdet er efterhånden alle over 50 år, og nu er vi så få tilbage, at det ikke hænger sammen, hverken sportsligt eller økonomisk, siger Kenneth Sørensen (57), klubbens sidste formand.

Tiderne de skifter ...

Han har været med siden 1974 og har i mange år været en af de bærende kræfter i basketballklubben.

- Det er nye tider, og mange unge dyrker ikke holdsport, som vi har gjort i 46 år. De vil gå til fitness, når det passer dem og ikke have faste træningstider to-tre gange om ugen, siger Kenneth Sørensen, hvis barndomshjem på Rimmens Allé alle årene har været FBBC’s klubhus.

Startede på Ørnevej

FBBC startede som nævnt i 1972. Initiativtageren og første formand var Peter From, der som ung idrætslærer på Ørnevejens Skole bragte det amerikanske boldspil til byen, og Ørnevejens Skole var i de første mange år omdrejningspunktet for FBBC.

Et par granvoksne brødre, Kresten og Søren Sivertsen, der begge målte et pænt stykke over to meter, var bogstavelig talt med til at hæve niveauet.

En anden af de unge lærere på Ørnevejens Skole, Niels Chr. Andersen, spillede også en hovedrolle som "en af de voksne, der holdt sammen på det hele", husker Kenneth Sørensen.

FBBC’s storhedstid var i 80’erne og 90’erne, hvor klubben havde 12-13 ungdomshold og omkring 200 medlemmer.

Amerikansk inspiration

Med til at højne niveauet og interessen var amerikaneren David Jernigan, der midt i 90’erne kom til Frederikshavn. Den godt to meter høje amerikaner tog rundt på kommunens skoler og fik vakt interessen for basketballspillet og dermed mange nye medlemmer til klubben.

Gennem årene har FBBC haft hjemmebane forskellige steder. Fra Ørnevejens Skole rykkede de til større rammer på gymnasiet, men da førsteholdet rykkede op i 1. division, var gymnasiets hal for lille, og FBBC flyttede til Abildgårdhallen.

Senere fik de haltid i Bangsbohallen, som under to omgange blev lukket på grund af vandskader, hvorfor FBBC røg ud på Aktivitel på Knivholtvej.

Det er alt sammen historie, og det samme er FBBC.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden