Bedst til oplæsning
Clara Christensen klar til nordjysk finale
BRØNDERSLEV: Clara Christensen kan kalde sig Brønderslev-mester i højtlæsning. Hun vandt Dansklærerforeningens højtlæsningskonkurrence på Søndergades Skole i Brønderslev.
De to 7. klasser havde efter højtlæsning i klasserne udpeget hver to elever, der skulle til finalen. Det er lærerne Lotte Sommer og Marianne Hundebøl, der har klasserne til dansk seks timer om ugen.
De fire elever, der dystede, var foruden Clara Christensen, Jonas Bøgsted, Fie Rask og Magnus Risager.
Klassekammerater heppede på kombattanterne, da de læste op.
Panelet, der skulle bedømme de fire elever, var skoleinspektør Per Bøgh Johansen, Søndergades Skole, skoledirektør Jacob Ryttersgaard, skolebibliotekar Maria Dunker samt fritids- og kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen.
De fire elever oplæste hver en tekst, inden de fire dommere gik i enrum.
Dommerne roste Clara Christensen for god stemmeføring. Hun fik også et par gode råd med i rygsækken.
- Du må gerne bruge din krop mere, når du læser op, lød det fra Inger Aarup-Kristensen på vegne af dommerpanelet.
Clara Christensen fortalte bagefter, at hun læser lidt.
- Jeg kan godt li’ at læse fantasy. Men jeg læser også Kierkegaard og H.C. Andersen. Jeg holder meget af de gamle tekster, fortæller hun.
Clara Christensen skal nu til regionsfinale i Aalborg i marts, og i april er der landsdækkende konkurrence i Odense.
- Jeg håber da at nå langt siger Clara Christensen, der er parat til at tage kampen op med elever fra hele regionen.
- Jeg vil da gerne nå til den landsdækkende dyst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.