Bedste grøntsag til at bekæmpe kræft
Broccoli kan nedsætte risikoen for kræft betydeligt
Opdateret 12. marts 2016 kl. 14:55
SUNDHED: Risikoen for at udvikle kræft kan nedsættes markant ved at spise broccoli.
Det antyder adskillige studier og forsøg, der har vist, at den korsblomstrede grøntsag indeholder stoffer som gør den til en af de sundeste kræftbekæmpere i grøntsagsskuffen.
Broccoli og - især - broccolispirer indeholder en forbindelse, glucoraphanin, der findes inde i plantecellerne. Derudover indeholder plantecellernes membraner et enzym, myrosinase, og kun når plantecellerne tygges kommer de to stoffer i kontakt med hinanden. Det fører til en kemisk reaktion, hvor myrosinase omdanner glucoraphanin til sulforaphan, der har vist sig at hæmme kræft.
Leverkræft
En helt ny undersøgelse viser således, at broccoli i et vist omfang kan ophæve risikoen for leverkræft, som den typiske vestlige kost med for meget mættet fedt og sukker indebærer.
Forskerne fra University of Illinois konstaterede i museforsøg at en fedt- og sukkerrig kost medførte en stigning i både antal og størrelse af kræftknuder i leveren, men når der blev tilsat broccoli til kosten faldt antallet af knuder. Knudernes størrelse blev dog ikke påvirket af broccoli.
Brystkræft
En undersøgelse fra Vanderbilt University i Nashville, Tennessee i 2012 af 5000 kinesiske kvinder, der havde fået brystkræft mellem 2003 og 2006, viste, at de kvinder, der spiste mindst 150 gram broccoli og andre korsblomstrede grøntsager dagligt havde en 42 procent større overlevelseschance.
Luftforurening
Stoffer i broccoli kan reducere de kræftfremkaldende risici ved luftforurening, afslørede et studie i 2014 fra Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health, hvor forskere har testet et ekstrakt af broccolispirer i et forsøg med næsten 300 mænd og kvinder omkring den stærkt forurenede kinesiske storby Shanghai.
Læs også: Syv sunde grunde til at spise broccoli-spirer
Halvdelen af deltagerne fik dagligt en halv kop broccolispirer-saft, hvilket hurtigt medførte en betydelig og konstant højere udskillelse af benzen, der er kræftfremkaldende for mennesker. Forskerne brugte broccolispirer fordi de har et ekstra højt indhold af stoffet sulforaphane, der tidligere har vist sig at have kræftforebyggende egenskaber.
Mundhulekræft
En undersøgelse i 2015 fra University of Pittsburgh Cancer Institute viste, at det aktive stof i broccoli, sulforaphan, beskytter mod kræft i mundhulen.
Sulforaphan reducerede både forekomsten af oral cancer og antallet af tumorer i museforsøg - og i forsøg med 10 raske frivillige forsøgspersoner viste en frugtjuice med tilsætning af sulforaphan sig også at medføre positive ændringer i foringen af deltagerne mundhule.
Læs også: Forskere vil lave kræftmedicin af broccoli
Nu er forskerne gået i gang med et forsøg, hvor 40 personer, der har overlevet mundhulekræft, får kapsler med broccoli-pulver i håbet at den dødelige kræftform ikke genopstår.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.