Mistede bevidsthed i patruljebil - tilstand er kritisk
Lægehelikopter måtte lande på motorvej. Politiklagemyndighed skal nu undersøge sagen
Opdateret kl. 14:31
REBILD: En mandlig bilist mistede mandag aften bevidstheden i en patruljebil, efter han var blevet anholdt og sigtet for spirituskørsel. Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) skal nu undersøge sagen.
Bilisten var omkring klokken 22 kørt galt i sin bil ved Nørager. Der var tale om et solouheld, og da politiet mistænkte ham for spirituskørsel, blev han taget med i patruljevognen for at få udtaget en blodprøve i Aalborg, oplyser chefkonsulent Cecilie Revsbech fra politiklagemyndigheden.
Men på vej til sygehuset mistede bilisten pludselig bevidstheden i patruljevognen, og en lægehelikopter blev sendt til stedet. Helikopteren landede på motorvej E45 ved afkørsel 33 Haverslev, og motorvejen var kortvarigt spærret i nordgående retning.
Ifølge politiklagemyndigheden er bilistens tilstand alvorlig. Cecilie Revsbech ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad der var årsagen til at bilisten mistede bevidstheden i patruljevognen.
Når en borger kommer til skade i politiets varetægt, så skal politiklagemyndigheden - ifølge Retsplejeloven - undersøge sagen som en såkaldt udrykningssag. Der vil nu blive foretaget en efterforskning, der skal klarlægge, om politiet har handlet forkert i forbindelse med anholdelsen.