Blåbjerg: Skarpheden gør forskellen
AaB’s europæiske debutant vil ikke afskrive muligheden for et comeback mod Zagreb
Opdateret 31. juli 2014 kl. 09:20
AALBORG: Der var megen fokus på Jakob Blåbjerg op til AaB’s kvalifikationskamp til Champions League onsdag aften, men den 19-årige novice løste opgaven fint på venstre back. Dinamo Zagrebs 1-0 sejr ødelagde dog aftenen for AaB-talentet.
- Det er et meget ærgerligt resultat. Vi holder dem nede på ganske få chancer, og vi har bestemt vores muligheder, som vi kunne have scoret på. I international fodbold er det bare de små marginaler og skarpheden på chancerne, der gør forskellen. De må vi lære af, siger Jakob Blåbjerg.
Han var mest iøjnefaldende i første halvleg, hvor han holdt kroaternes stjernespiller Soudani i kort snor.
- Jeg havde bedt om at få lidt ro op til kampen, og det var jeg godt tilfreds med at få, så jeg havde en god fornemmelse i kroppen, da kampen blev sat i gang. Jeg synes også, at det gik rigtig fint i første halvleg. Efter pausen går jeg lidt død, og jeg kunne ikke rigtig finde kræfterne til at komme med frem, erkender Blåbjerg, og heller ikke holdkammeraterne kunne finde de nødvendige kræfter til at true gæsternes mål i de sidste 20 minutter.
- Vi leder måske lidt for meget efter at slå den tidlige vinder. Vi burde have holdt os mere til planen og have lidt flere stationer fremad banen.
Trods nederlaget vil Jakob Blåbjerg bestemt ikke udelukke, at AaB kan gå videre til næste runde.
- Jeg synes ikke, at det er umuligt at komme videre. De skal præstere stærkt på hjemmebane, hvis de skal sende os ud, så lad os nu se, mener AaB-talentet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.