Skolevæsen

Borgmester: AT ruinerer os

Arbejdstilsynet politianmelder Brønderslev Kommune for at være forsinket med ventilation på en skole

Søndergades Skole skal ventileres.Foto: Bent Bach
Søndergades Skole skal ventileres.Foto: Bent Bach Pressefotograf Bent Bach

Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:34

BRØNDERSLEV: Arbejdstilsynet (AT) har politianmeldt Brønderslev Kommune, fordi opsætningen af ventilationsanlæg på Søndergades Skole i Brønderslev trækker ud.

Borgmester Lene Hansen (S) er oprørt:
- Arbejdstilsynets påbud kan ruinere kommunerne, mener Lene Hansen.
På andre af kommunens skoler har installation af ventilationsanlæg givet større el-regninger til stor ærgrelse for borgmesteren.
- Vi er jo i gang med at spare på vores energiforbrug, og disse ventilationsanlæg er ret strømslugende, siger Lene Hansen.
Hun mener, at de meget skrappe krav, også til gamle bygninger, kan ruinere landets kommuner:

Trussel mod velfærden

- Det her handler jo ikke om, at vi ikke vil sikre et godt indeklima og arbejdsmiljø. Tværtimod er det da meget vigtigt, at arbejdsmiljøet er i orden. Men mange kommunale bygninger er jo bygget, inden de nye regler trådte i kraft. Hvis vi i landets 98 kommuner skal lave dyre, energislugende ventilationsanlæg, står landets kommuner over for en millardregning, der kan true de kommunale velfærdsydelser. Det kan simpelthen ikke være rimeligt, tordner Lene Hansen.

Uden skyld i forsinkelse

Borgmesteren finder det også urimeligt, at kommunen bliver politianmeldt, når Arbejdstilsynet er vidende om, at problemerne er ved at blive løst:

- Sådan et arbejde skal i udbud, og det tager altså tid med de retslige regler på det område. Det skrev vi til AT om 28. juni, hvor de fik at vide, at arbejdet ville blive igangsat efter byrådets behandling af sagen 29. august. Alligevel vælger AT at politianmelde kommunen. Så nu skal politiets sparsomme ressourcer så også bruges på denne sag.
Borgmesteren vil nu invitere AT’s ledelse til et møde med hende for at få en dialog om problematikken. Samtidig vil hun rejse den økonomiske side af sagen over for Indenrigsminister Margrethe Vestager, når hun 21. august mødes med hende i ministeriet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden