Lokalpolitik

Fint regnskab - ingen bøder

Kommunen har haft styr på pengene i 2012, viser regnskab

Arkivfoto
Arkivfoto

BRØNDERSLEV: Kommunens regnedrenge har gjort økonomien for 2012 op, og resultatet er fint. Det konstaterer borgmester Lene Hansen (S) efter et møde i økonomiudvalget.

- Det kan vi være tilfredse med, så det blev selvfølgelig anbefalet, at byrådet godkender regnskabet. Vi bliver ikke ramt af sanktionslovgivningen og risikerer ikke at blive ramt af bøder, for vi holder vores budgetter og ligger ni mio. kroner over, hvor vi kunne risikere en bøde, siger hun.

Kommunen har i 2012 brugt 48,3 mio. mindre end ventet.

Det er især beskæftigelsesområdet, der bidrager til det regnestykke, de har brugt 30,9 mio. mindre end ventet.

Til gengæld skal de nok af med nogle af de penge igen i form af tilbagebetaling af statstilskud. Omvendt er der brugt 6,5 mio. for meget på børnepasning. Men alt i alt falder det altså ud til den gode side, og det kan nogle nyde godt af.

- Det betyder, at de udvalg, der ikke har holdt deres budget, bliver tilgivet. De skal ikke anvise kompenserende besparelser, fordi det samlede budget bliver overholdt ti den gode side, siger Lene Hansen.

23 mio. af de penge, der ikke er blevet brugt, overføres til brug i 2013. Der bliver også råd til at ligge en skilling i kommunekassen på knap fire mio.

Når man ikke kan ramme mere præcist forud for et år, hænger det sammen med de store beløbsstørrelser.

Brønderslev Kommune har et årligt budget på over to mia. kroner. Man kunne i princippet godt have tilladt sig at bruge lidt flere penge.

- Men det er svært at ramme, når det er så store beløb, det drejer sig om, også når noget er på beskæftigelsesområder, hvor vi skal betale noget tilbage, siger Lene Hansen.

Kommunen har løbende været meget opmærksom på økonomistyring, så tingene ikke skrider.

- Alt i alt kan vi sige, at det er tilfredsstillende, siger Lene Hansen, der glæder sig over, at der ikke vanker bøder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden