Oplev nye steder i Nordjylland

Oplev nye steder i Nordjylland

Tilbud på NORDJYSKE Stiftstidende

Tilbud på NORDJYSKE Stiftstidende

.
.
.
.

AF: Morten Jasper
opdateret 16. maj 2012 17:25

.

Byggematadoren fra Færø Plads

.

PORTRÆT Arbejdet sidder stadig dybt i manden, der igennem 40 år ikke har kunne holde fingrene fra en god handel

E-mail Print
.
Mercedeser og BMW'er skinner om kap ude foran den store hvide villa på Råensvej i Hasseris. Et messingskilt fortæller forbipasserende, at her hører Thorkild Kristensen Ferieboliger A/S til. Indenfor er det en enorm forgyldt lysekrone i foyerens loft, der skinner, men opmærksomheden bliver hurtigt drejet over på gazellen på væggen, der med sin lange smidige hals og sit hvide hoved betragter alle der træder indenfor. Gazellen har Thorkild Kristensen selv skudt på en af sine mange jagter i Afrika, samme skæbne har en halv snes andre eksotiske dyr lidt. De hænger rundt omkring i den mægtige villa. Imponerende er kontoret, og der er utvivlsomt blevet kælet for detaljerne. - Det var mit første kontor, da jeg kom tilbage fra udlandet i 1984 - men dengang delte jeg det med Højgaard og Schultz, forklarer han på vej op til første sal. I dag ejer han bygningen helt selv, og det er bestemt ikke det eneste, han ejer. Ferieboliger drysset med løs hånd over hele Danmark, attraktive byggegrunde i Nordeuropa, en restaurantkæde i Sydafrika med mere end 600 ansatte. I mere end 40 år har Thorkild Kristensen været en af de mest succesrige og energiske forretningsmænd i Nordjylland. Nu ønsker hans kone, at han så småt vil trække sig tilbage, men det er mere end svært for manden, der, siden han var 20 år gammel, ikke har kunne holde sig fra en god handel. Netop virksomheden og de 12 restauranter i Cape Town er samtaleemner, som han ihærdigt kredser om denne eftermiddag. - Prøv at se her, siger han og lægger regnskabet for de 12 restauranter i Sydafrika på bordet. - Der er i dag ingen forskel på, om man driver en restaurant i Hobro eller Cape Town. Jeg har regnskabet lige hurtigt, og så kan jeg sidde på mit kontor her i Aalborg og følge med i, hvordan det går med dem dernede, forklarer han. Regnskabet beskriver udførligt indtægter og udgifter for hver enkel restaurants daglige regnskab. - Jeg kan faktisk ud fra de her tal se, hvordan vejret har været i Cape Town. Hvis omsætningen ligger langt lavere end normalt, har det regnet, forklarer han. Færø Plads Hvis vi lader snakken om regnskaber ligge for en stund og forestiller os, at vi forlader kontoret, bevæger os ud af huset, ned til Kong Christians Allé, hvor vi drejer til højre og fortsætter lige ud ad Østre Allé, kommer vi meget hurtigt ned til, hvor det hele begyndte. Øgadekvarteret, nærmere betegnet Samsøgade ved Færø Plads. Målt i kilometer er afstanden ikke synderlig imponerende. Men Thorkild Kristensen er alligevel kommet langt, siden han i 1958 forlod den lille lejlighed i kvarteret og flyttede til København for at søge lykken på jurastudiet. Hans far var værftsarbejder, og havde i sit liv været tvunget til at rejse land og rige rundt for at slippe væk fra en tilværelse som arbejdsløs. Han havde både arbejdet på værftet i Helsingør og Nakskov, før han kom til Aalborg, hvor han blev fællestillidsmand. - Min far mente, at jeg skulle have en uddannelse, så jeg ikke skulle frygte arbejdsløshed ligesom ham selv, fortæller Thorkild Kristensen. Og sådan gik det til, at Thorkild Kristensen var den eneste i sin omgangskreds, der søgte ind på gymnasiet, og efter tre år på Aalborg Katedral Skole var Thorkild Kristensen den første student fra Færø Plads. Men det var mere end blot faderens ønske, der fik Thorkild Kristensen til at søge gymnasiet og senere universitetet. - Jeg tror altid, jeg har haft ambitioner og en drivkraft, siger han. Hvilket forklarer skiltet, som i barneårene hang over hans seng, prydet med de latinske ord "Per aspera ad astra". - Dengang syntes jeg, at de latinske udtryk var flotte, og jeg kunne også godt lide betydningen "Gennem genvordigheder til stjernerne", forklarer han. Næse for jordsalg Søgen og stræben efter stjernerne bærer ifølge ham selv en stor del af ansvaret for hans succes som forretningsmand. - Jeg tror altid, at jeg har haft det sådan, at jeg bare bliver nødt til at se, hvad der gemmer sig på den af side af bakken, forklarer han. I virkeligheden var det lige præcis nysgerrighed, der fik ham i gang. For da han gik på jurastudiet, lå det bestemt ikke i kortene, at han skulle tjene millioner af kroner på at sælge sommerhusgrunde. Men en dag i 1961 blev han spurgt af sin svoger, om det ikke var noget for ham at købe noget af hans grund. Et stykke jord mellem Roskilde og Ringsted til en værdi af 4000 kroner. Thorkild Kristensen blev nysgerrig, slog til og lavede en aftale om, at han ville sælge grunden for ham og sørge for, at svogeren fik flere penge for grunden end, hvis han selv havde solgt den. Thorkild Kristensen indrykkede en annonce i Politiken, hvor han beskrev grunden som en attraktiv sommerhusgrund. - Jeg var meget overrasket over, at der ikke kom nogle henvendelser lige med det samme - det kunne jeg ikke helt forstå, siger han. To uger skulle der gå, før der var bid. To uger er nemlig lig med den tid, det tog en avis i 1961 at komme op til et isbryderskib fra rederiet Lauritsen, der lå i farvandet ud for Canadas nordligste kyst. Her sad kaptajnen på skibet og længtes hjem, da han pludselig så en annonce for et stykke jord mellem Roskilde og Ringsted. Han ringede straks til sin kone i Danmark og fik hende til at komme med et bud på grunden. - Han købte grunden for 10.000 kroner. Jeg beholdt selv 3000, og det var ret mange penge dengang for en studerende som mig, så jeg fik blod på tanden, fortæller han. For pengene købte Thorkild Kristensen en scoter, og kørte derefter Midtsjælland tynd for at finde sommerhusgrunde, han kunne sælge. Han oprettede et kontor i sin lejlighed, og så var en spirende millionforretning lagt i støbeskeen. Må gerne være unikt Tilbage på kontoret har Thorkild Kristensen fundet en brochure frem, der viser billeder af nybyggede ferieboliger i Tyskland. Virksomheden har de seneste år bygget mange ferieboliger i Tyskland og især ved havnefronter. - Jeg syntes, det er smukke byggerier, og jeg er da ret stolt over det, vi laver både i udlandet, men også herhjemme, siger han om de seneste byggeaktiviteter. Men byggekunst er bestemt ikke det eneste, som har været med til at gøre Thorkild Kristensens navn mere kendt end de fleste erhvervsmænds. Store biler, en villa på toppen af Aalborg med klar reference til Det Hvide Hus i Washington, et prestige-byggeri på havnefronten og et festfyrværkeri til en kvart million kroner ved sidste års Tall Ships' Race. Det prangende er dog ikke noget som har en værdi i sig selv for Thorkild Kristensen. - Jamen, jeg kan godt lide noget der er lidt unikt og anderledes, men det er ikke noget, der betyder noget synderligt for mig. De ting jeg har haft, har blot passet ind i den periodes livsbane, forklarer han. De fleste aalborgensere kender huset på toppen af byen ved siden af Aalborg tårnet, og de fleste har også en mening om det. - Det var en periode i mit liv, hvor børnene boede hjemme, vi havde folk langvejs fra boende og holdt til tider selskaber, så det passede ind i tiden. Men nu har vi ikke brug for det mere, så derfor er vi flyttet, fortæller han. Som ung nyrig blev han kendt for at køre rundt i Københavns eneste gule Jaguar E-Type, være ejer af diskotekskæden Tordenskjold og have restauranter i både Paris og New York, men alligevel mener han ikke, at de mange penge, han tjente meget hurtigt, havde den store betydning for ham. - Det gjorde ikke en stor forskel for mig. Det gav mig blot muligheden for at realisere de ting, jeg gerne ville. Ifølge byggematadoren fra Færø Plads er det mest interessante ved pengene, hvordan han kan arbejde med dem og sætte dem i projekter. Med hans navn og omdømme er det med tiden blevet nemmere for ham at få gennemført de projekter, han selv brænder for, og netop derfor har han svært ved at trække sig tilbage nu. - Familien mener efterhånden, at jeg skal falde til ro, siger han. Træls at holde op Thorkild Kristensen er da også så småt begyndt at forberede sit farvel til arbejdsmarkedet. Sidste år købte han nemlig godset Stagsted Skov ved Dronninglund. - Jeg havde for mange år tilbage lovet min hustru, at hun engang skulle få et hønsehus, så nu får jeg en arkitekt til at tegne et til hende på grunden, griner han. På de 500 tønder skov, som hører til godset, burde der også være rigelig med plads til et hønsehus, og i skoven får han desuden rig mulighed for at dyrke sin passion for jagt. Når godset er renoveret og klar til indflytning til maj, får Thorkild Kristensen et ideelt sted, hvor han kan trække sig tilbage og nyde sit otium, men så simpelt er det ikke ifølge erhvervsmanden. - Måske burde jeg lade mig pensionere, men nu har jeg jo erfaringen. Jeg føler stadig, at jeg har meget at komme med, og det er blevet lettere med tiden, så jeg synes, det ville være træls, hvis jeg skulle holde op nu, slutter Thorkild Kristensen.
.
    .
    .
    .
    Denne artikel kan ikke kommenteres.
    .
    .
    .
    .
    .RelatedStories.cshtml
    mest læste - Nyheder
    .
    .
    .
    .
    .
    .

    Forsiden lige nu

    .
    .