Byråd nægter erstatning til Rebildbørn
Børnene i Rebild-sagen får ingen erstatning af politikerne i Rebild
Byrådsmedlem i Rebild, Rikke Karlsson (DF), stod i aftes ganske alene i byrådssalen med sit forslag om, at lade kommunekassen i Rebild betale børnene i Rebild-sagen godt en million kroner i erstatning. - Med vores totale svigt af børnene igennem mange år mener jeg, at vi moralsk og etisk er forpligtet til at yde dem den erstatning, de har bedt om, sagde Rikke Karlsson til sine kolleger i byrådssalen, da hun fremlagde sit forslag. Efter en 25 miniutter lang debat stod det dog klart, at ingen af hendes byrådskolleger bakkede forslaget op af frygt for, at en sådan kommunal erstatning vil danne præcedens i andre sager. Må ikke betale Selv hvis byrådet havde ønsket at udbetale en erstatning til børnene, er det ikke givet, at de må. Det forklarer lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing. - Hvis kommunen ikke har pligt til at udbetale erstatning, så har byrådet heller ikke ret til at gøre det, siger han, og forklarer, at kommunekassen kun kan åbnes, hvis det på et meget sikkert juridisk grundlag kan sandsynliggøres, at kommunen ville tabe en eventuel erstatningssag ved domstolene. Byretten i Aalborg tildelte børnene i Rebild-sagen 915.000 kroner i erstatning for de seksuelle overgreb begået af deres far. Ren tilståelsessag Det fik Rikke Karlsson til at forslå, at byrådet i Rebild skulle betale det resterende beløb op til de to millioner kroner, børnene havde bedt om, så de ikke skal igennem en erstatningssag mod Rebild Kommune. - Det er jo en ren tilståelsessag, og jeg mener, at der er noget galt, når de chefer vi lige har fyret for deres forsømmelser forlader kommunen med en pose penge, mens vi skubber ofrene ud i mørket ad bagdøren med hatten i hånden, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.