Aalborg

Café hårdt ramt af hackersag

Bestyrer på 1000Fryd i Aalborg er på sygeorlov, og ambitioner om at blive regionalt spillested er droppet

Det sædvanlige mandagsmøde på spillestedet 1000Fryd var usædvanlig velbesøgt. Formanden var mødt op for at give en status efter sidste uges offentliggørelse af hackede dokumenter med fuskbeskyldninger mod bestyreren. Foto: Mette Nielsen
Det sædvanlige mandagsmøde på spillestedet 1000Fryd var usædvanlig velbesøgt. Formanden var mødt op for at give en status efter sidste uges offentliggørelse af hackede dokumenter med fuskbeskyldninger mod bestyreren. Foto: Mette Nielsen Mette Nielsen

Opdateret 23. juni 2022 kl. 11:41

AALBORG: Der var fuldt hus til et møde på det alternative spillested 1000Fryd mandag, da formand Henrik Flyvbjerg var mødt op for at forklare husets brugere, hvad konsekvenserne har været af den hackingsag, som ramte internettet i sidste uge, og som indeholdt en anklage om økonomisk svindel mod stedets bestyrer, Peter Olesen.

Og sagen har haft store konsekvenser. Peter Olesen var ikke selv til stede på mandagsmødet i går. Han er sygemeldt. En medbestyrer, som ellers ikke har noget med sagen om misbrug af offentlige midler at gøre, har sagt op.

Undersøgelse på vej

1000Fryds ambition om at blive regionalt spillested er opgivet, og bestyrelsen har selv opfordret Aalborg Kommune til at undersøge, hvad der er foregået med stedets økonomi de senere år.

- Ellers havde kommunen gjort det alligevel. For dét skal de som tilsynsførende myndighed. Det kan sagtens være, at der er nogen, som har den holdning, at man skal lukke i som en østers, men det kommer der ikke noget ud af. Vi er nødt til at yde kommunen den hjælp, som de har brug for i forhold til at undersøge det her, siger Henrik Flyvbjerg.

Det var også bestyrelsen selv, som besluttede at trække ansøgningen om at blive regionalt spillested, hvilket kommer til at koste flere hundrede tusinde kroner.

Tvungen sygemelding

- Det ville ikke give mening at køre videre med ansøgningen. Hvis der kører en sag på, at der måske er blevet svindlet med honorarbetaling, som kommer fra stat og kommune, kan man ikke ansøge om at få endnu flere penge, siger formanden.

Det var ham selv, der besluttede, at Peter Olesen skulle sygemeldes.

- Jeg har sygemeldt ham. Han er syg af stress lige nu. Han har det svært med situationen. Det tror jeg, at alle ville have, siger Henrik Flyvbjerg.

Det er ikke afgjort, om Peter Olesen kan vende tilbage til sin stilling, når han er blevet rask.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden