Aalborg

Censor var fuld - eksamen afbrudt

Studerende på Aalborg Universitet blev mødt af fuld censor efter frokost

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 19:16

AALBORG: En kandidateksamen på Aalborg Universitet fik et temmelig usædvanligt forløb for en kvindelig studerende fredag eftermiddag. Eksamen måtte afbrydes, fordi censor var for beruset.

- Det er dybt beklageligt, at det kunne ske. Jeg har aIdrig oplevet noget lignende i mine 25 år på universitetet, siger prodekan på Det Humanistiske Fakultet, Henrik Halkier, til NORDJYSKE.

Censoren havde tidligere på dagen deltaget i flere eksaminer på universitetet. Tilsyneladende uden at eksaminator eller de studerende opdagede, at der var noget galt. Og det var der formentlig heller ikke.

- Vi har spurgt de andre eksaminatorer, om der var problemer ved de andre eksaminer, og de oplevede ikke noget, der var upassende, siger Henrik Halkier.

Han har derfor en formodning om, at censoren i forbindelse med frokostpausen havde drukket sig fuld.

Tilbudt ny eksamen

For en sikkerheds skyld er alle studerende, der havde den pågældende censor fredag, blevet tilbudt en ny mundtlig prøve, hvis de ønsker det.

Prodekanen oplyser, at universitetet tidligere har haft et velfungerende samarbejde med censoren, men det samarbejde er slut nu. Censorkorpsets formand har meddelt, at censoren ikke længere er en del af korpset.

- Det er jo helt uacceptabelt, at en studerende bliver sat i en situation, hvor censor er påvirket. Det er selvfølgelig et krav, at censorer er ved deres åndsevners fulde brug, siger Henrik Halkier.

Han roser eksaminatoren for at gribe ind og sende den studerende uden for døren, lige så snart det stod klart, at censoren havde drukket for meget.

- Eksaminator talte med særdeles borgerlige ord over for censor, siger Henrik Halkier.

Den studerende gik op til en ny mundtlig eksamen mandag. Episoden havde ikke påvirket hende mere, at hun bestod og nu kan kalde sig cand.mag i turisme.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden