Dagligvarebutik bygger om for millioner
Intet i Kvickly i Aalborgs Vestby vil være helt det samme om ni måneder, når renoveringen er overstået
Opdateret kl. 10:14
AALBORG: Intet vil være helt, som det er i dag om ni måneder, når en kæmpe renovering af både bygning og det indvendige er på plads til august 2017. Investeringen i en totalrenoveret Kvickly Vestbyen kommer til at løbe op i et "større tocifret millionbeløb".
Det oplyser varehuschef Tommy Vestergaard, Kvickly Vestbyen, der ikke vil gå tættere på projektets pris end det.
- Investeringen deler sig i to, så ejeren af bygningen, et af Fritz Schurs selskaber, investerer i bygningen og det ydre, mens Coop betaler de indre ændringer i butikken. Vi går i gang nu og forventer, at alt står nyt og færdigt til august næste år, fastslår varehuschefen.
Ombygningen og renoveringen kommer til at foregå i flere etaper.
Posthus rives ned
I første omgang fjernes den nuværende varegård bag benzinanlægget, Kvicklys nuværende lager og det gamle posthus rives ned, og der anlægges 60 nye parkeringspladser på området.
- Vi har længe haft for få p-pladser, og med nedrivningerne får vi plads til 120 parkeringspladser i alt, oplyser Tommy Vestergaard.
En anden meget synlig del af renoveringen bliver, at store dele af den eksisterende butik får ny facade i form af en skalmur, ligesom der kommer nye vinduer overalt - bortset fra facaden ud mod Dannebrogsgade. Den blev renoveret for år tilbage og får lov at forblive, som den er nu.