Fremragende afslutning fra Portishead

Der var allerede lagt i ovnen til noget særligt, da trommeslager Clive Deamer gik på scenen og mindede alle om det tragiske scenekollaps for præcis et år siden, der kostede en ung mand livet under en festival i Toronto. Clive Deamer spillede til netop den koncert og dedikerede aftenens optræden til den afdøde Scott Johnson. En smuk gestus.

Smukt var det også da Beth Gibbons lod sin smukke og unikke stemme klinge ud over festivalpladsen. Måske den sangerinde, der gør mindst ud af sit udseende inden koncerter, men til gengæld måske også indehaveren af den bedste stemme. Fløjlsblød og alligevel med attitude i numre som ”Wandering Star”, ”The Rip” og ”All Mine”. Akkompagneret af Adrian Utleys ekpressive udnyttelse af guitaren og med Geoff Barrow som elektronisk altmuligmand med grænseløs kreativitet.

Lyssætningen på selve scenen var sparsom, og i stedet kørte en række flotte og tankevækkende videosekvenser på storskærmene og dannede et flot makkerskab med Portisheads svævende og hypnotiserende musik. En moderne og mere elektronisk udgave af Jefferson Airplane kunne man fristes til at kalde dem.

Monotoniens og gentagelsens kraft fik vi for alvor at mærke i en særlig intens udgave af ”Roads”, mens mesterværket ”Glory Box” til anledningen havde fået tilføjet et hårdt og mekanisk c-stykke og uden tvivl var den bedste udgave, jeg har hørt af det nummer.

Man skal måske være til den slags musik, og det må siges at være et modigt valg fra NorthSide at lukke med Portishead, men for pokker hvor var det godt.

Seks ud af seks stjerner