Det er sparetid igen
Der skal findes spareforslag for to pct. på budget 2014
BRØNDERSLEV: Der er sparetider i sigte igen. Økonomiudvalget beder alle fagudvalg om allerede i januar og februar at pege på besparelser, der skal blive til virkelighed i 2014.
Der skal findes mulige besparelser på fire pct., og det vurderes, at i omegnen af to procent skal blive til virkelighed.
- Det er nok et vilkår, vi bliver nødt til at vænne os til. Nu har vi levet med det i tre år. Jeg har stadig en forhåbning om, at vi kan få et lidt større råderum end sidste år, siger borgmester Lene Hansen (S).
Kommunen vil arbejde på at få flere indtægter til kommunekassen for på den måde at dæmme op for besparelser.
- Vi har styr på vores udgifter, og så håber jeg, at vi kan få lidt flere indtægter i vores kasse til næste år. Det skal ske ved, at vi får flere borgere i arbejde og dermed får en øget skatteindtægt. Vores problem er jo, at der er en forholdsvis stor del af befolkningen, der er på passive ydelser. Der gør vi en meget stor indsats for at få flyttet nogle af de udgifter, siger Lene Hansen.
- Det, der skal til er, at vi får flere folk i arbejde samtidig med, at der er en sparsommelighed i den kommunale forvaltning. Det er det, der skal bære os igennem, siger Lene Hansen.
Tidligere i gang
Hele budgetprocessen kommer i år til at foregå tidligere end sidste år.
Der bliver også høring hos de berørte parter allerede i juni, det var sidste år i august. Det er der flere fordele ved.
- Udvalgene får mere tid til at arbejde med budgettet. Deres budgetter er ret omfattende, og det kræver noget tid at gennemgå alle de underkonti, siger Lene Hansen, der tilføjer, at udvalgene også løbende skal tage stilling til, om der er nogle ting, man kan ændre på forhånd, sådan at man billiggør tingene.
På den måde bliver man til sommer klar til at operere med en besparelse på to pct.
Om det så lander på to pct., når det endelige budget skal laves, kan man ikke vide endnu. Det afhænger af forhandlingerne mellem KL og regeringen.
Flere årsager
Der er flere grunde til, at der skal spares igen.
- Det er fordi budgetterne vokser hvert år, der sker en automatisk fremskrivning nogle steder, og der skal vi ind og se, om det nu også er nødvendigt, siger Lene Hansen.
Hun peger også på, at to store ekstraregninger har betydning, fordi det har taget hårdt på kommunekassen.
- En regning for selvbudgettering i 2009 har tømt kassen for 60 mio. kroner, og Udbetaling Danmark har tømt kassen for 40 mio. i løbet af i år. Det er jo penge, der har ligger i kommunekassen, som forsvinder, konstaterer Lene Hansen.
Selvbudgettering var en budgetmetode, man havde valgt i 2009, som gav bagslag i form af en efterregning fra centralt hold- mens det andet vedrører flytningen af en del af Borgerservice fra kommunen, det blev i setedet samlet i den centrale Udbetaling Danmark i Frederikshavn.
Økonomiudvalget drøftede budgetproceduren på et møde onsdag.
- Der er meget økonomitænkning i øjeblikket. Vi anstrenger os for at få pengene til at passe, og vi bliver holdt i meget stram snor af regeringen. Det gjorde vi også under den tidligere regering, det er ikke blevet mindre. Vi er en fattig kommune, derfor skal vi være meget påpasselige med, hvad vi bruger vores penge til, konkluderer Lene Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.