Dobbelt Enevoldsen i storsejr
AaB’s reserver overmatchede Jammerbugt FC i testkamp
AALBORG: De mødte et reservehold, men Jammerbugt FC’s 2. divisionshold i fodbold var alligevel overmatchet i perioder af mandagens testkamp mod AaB.
Med spillere som Thomas Enevoldsen, Kasper Pedersen og Jakob Ahlmann i startopstillingen dominerede superligareserverne alle 90 minutter.
Efter bare seks minutters spil bragte Thomas Enevoldsen AaB foran direkte på frispark, og efter 20 minutters spil udbyggede Rasmus Thellufsen til 2-0.
Jakob Ahlmann var i oplæggerens rolle, da hans indlæg efter en halv time havnede for fødderne af Oliver Abildgaard, der øgede til 3-0. Det blev også 4-0 inden pausen, da Rasmus Thellufsen for anden gang kom på tavlen.
Jammerbugt FC havde meget få men pæne tilbud i de første 45 minutter. Christoffer Hansen ramte stolpen midtvejs, og i den absolut sidste aktion i havlegen reducerede Nicklas Sørensen til 4-1.
I anden halvleg fortsatte AaB med at dominere, og Thomas Enevoldsen blev dobbelt målscorer, da han på Sebastian Grønnings oplæg rundede keeperen og scorede til 5-1.
AaB burde have scoret yderligere, men derved blev det. Nicklas Helenius kom på banen i den sidste halve time, men også denne gang var det lige ved og næsten for den gamle topscorer.
Jammerbugt FC skal i aktion i premieren i 2. division på fredag, hvor de får besøg af nyoprykkede Vejgaard.