Skagen

Dronningen er ankommet til Skagen

Majestæten indviede fredag eftermiddag Skagens Museums nye tilbygning


Opdateret 18. februar 2016 kl. 14:27

SKAGEN: Dannebrogsflagene i børnehavebørnenes hænder knitrede om kap med kamerablitzene, da den kongelige bil trillede ind foran Skagens Museum fredag formiddag.

Klokken sagde 11.09, og børnene havde lige hoppet for at få varmen. Huer og vanter havde tabt kampen mod vinterkulden. Men nu blev der flaget, for dronningen steg ud af bilen og begav sig op mod hovedindgangen.

Klokken 11.11 havde Margrethe modtaget roser fra tilskuerne, en buket fra den syvårige skagbo Alberte Krukiewicz og hilst på både Frederikshavns borgmester, museets bestyrelsesformand, museets direktør og arkitekten bag museets ekspansion.

Festivitassen var i gang. Den holdt dog en pause for andre gæster, da dronningen gik indenfor og blev vist rundt af Lisette Vind Ebbesen, museumsdirektøren for Skagens Museum.

- Det var en fornøjelse. Det var en oplevelse. Dronningen var så glad, fornøjet og nærværende. Det virkede, som om hun var interesseret i alle værkerne, siger Lisette Vind Ebbesen.

Og værker var der nok af. Alene i de tre udstillingssale, der ligger i forlængelse af hinanden, fylder 454 Skagensmalerier væggene.

Med få centimeters mellemrum hænger malerierne og sender tankerne tilbage til Skagensmalernes samtid. Her var det almindeligt at hænge malerierne så tæt, at der slet ikke var noget bar væg.

Museets historie
* Skagens Museum blev stiftet i Brøndums spisesal den 20. oktober 1908
* Apoteker Victor Christian Emanuel Klæbel, hotelejer Degn Brøndum og malerne Michael Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen blev valgt ind i den første bestyrelse. Opgaven var at samle kunstværker af skagensmalerne og skaffe økonomiske midler til opførelsen af en museumsbygning.
* I somrene 1907-09 udstillede skagensmalerne i Teknisk Skole. Efter P.S. Krøyers død i 1909 blev hans bolig i Skagen Plantage taget i anvendelse som museum.
* I 1919 skænkede Degn Brøndum hotellets gamle have til Skagens Museum. Her påbegyndtes museumsbyggeriet i 1926 efter tegninger af arkitekten Ulrik Plesner.
* Den nye museumsbygning blev indviet den 22. september 1928. Museets samling bestod på dette tidspunkt af ca. 325 kunstværker, mange af dem var gaver fra kunstnerne selv.
* I 1982 blev udstillingslokalerne forøget med en tilbygning tegnet af arkitekt, kgl. bygningsinspektør Jacob Blegvad. Samme arkitekt tegnede også museets seneste tilbygning, som blev indviet i 1989. Den blev opført med bistand fra Aage V. Jensens Fonde og forbedrede publikumsfaciliteterne.
* I dag råder Skagens Museum over ca. 1900 kunstværker.
Kilde: Skagensmuseum.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden