Ebh-fonden indgår forlig
Konkursbo har nu kun en erstatningssag mod fondens revisor og Egon Korsbæk tilbage
Opdateret kl. 19:59
FJERRITSLEV: Det er nu muligt at se enden på afviklingen af ebh-fonden, der gik konkurs i 2009. Konkursboet har i al diskretion indgået et forlig med Finansiel Stabilitet og henlagt en anden sag, og tilbage er nu kun en enkelt erstatningssag, hvor fondens eksterne revisor og bestyrelsesformanden, Egon Korsbæk, bliver afkrævet erstatning. Det oplyser advokat Morten Boe Jakobsen, der repræsenterer fondens konkursbo.
I den ene af de nu forligte erstatningssager krævede ebh-fondens konkursbo oprindelig en erstatning på i alt 28,5 millioner kroner af Finansiel Stabilitet, Finn Strier Poulsen og Egon Korsbæk.
Købte polsk byggegrund
Erstatningskravet svarer til det beløb, som ebh-fonden investerede, da den i 2007 på ebh banks initiativ købte 45 procent af aktierne i det polske selskab Baltic Development sp.z o.o, som ejede en 100 ha stor byggegrund ud til den polske Østersøkyst. De 55 procent af aktierne i selskabet var ejet af Martin Clausen og en polak.
Det var meningen, at grunden skulle videresælges med fortjeneste, men det skete aldrig.
Forliget i sagen indebærer, at kravene mod Finn Strier Poulsen og Egon Korsbæk blev frafaldet. Morten Boe Jakobsen vil ikke oplyse, hvad Finansiel Stabilitet endte med at betale til fondens konkursbo.
Sag om aktietab er henlagt
Fondens konkursbo havde oprindelig rejst et krav på 210 millioner kroner i forbindelse med ebh banks store opkøb af egne aktier i 2008, hvoraf mange af aktierne blev proppet ned i halsen på ebh-fonden.
I lang tid var personer fra ebh bank og Dexia Bank sigtet for kursmanipulation i forbindelse med dette opkøb, men for et stykke tid siden henlagde Bagmandspolitiet sagen. Nu har fondens konkursbo i forlængelse af Bagmandspolitiets beslutning opgivet sit krav.
Krav mod revisor og Korsbæk
Det sidste af konkursboets krav, som kan ende for domstolene, er rettet mod ebh-fondens eksterne revisor Jens Peter Egebjerg og bestyrelsesformand Egon Korsbæk.
De bliver afkrævet en erstatning på i alt 50 millioner kroner. Kravet er rejst, fordi revisor og Egon Korsbæk ifølge fondens konkursbo ikke har sørget for, at ebh-fondens forretninger blev holdt adskilt fra ebh banks.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.