Litteratur

En dosis Bedste Alvida

Trine Alvida Jensen fortæller i bogen om barndommens tid hos sin bedstemor.
Trine Alvida Jensen fortæller i bogen om barndommens tid hos sin bedstemor.

Opdateret kl. 14:22

SKAGEN: Trine Alvida Jensen, multikunster, krops- og familieterapeut, foredragsholder med mere, opholder sig et par måneder om året i Skagen.

Hun er egentlig opvokset i Nørresundby, men især barndommens tid hos bedstemoderen Alvida har sat sit præg på hende, og det er der kommet en bog ud af.

- Jeg har skrevet bogen for at give alle voksne legebørn en dosis Alvida, en ”Bedste-oplevelse”, sådan som jeg fik det, da jeg var barn i Nordjylland. Det er hende, der har gjort mig til den jeg er i dag, siger Trine Jensen, som har taget bedstemors navn som mellemnavn.

Bedste Hus er en erindringsbog, men samtidig en mindebog om Trines bedste, hvor forfatteren søger at give nogle livsværdier videre, som aldrig dør.

- Det er værdier som mildhed, nærvær, kærlighed og altid at have tid. Det er de nære ting, som nu at elske børn allermest, når de er mest uheldige. Det trænger de til. Bedste Alvida så mig og elskede mig, som jeg var, og det har betydet alt i verden for mig, fortæller Trine Alvida.

Rundt på plejehjem

Bogen er fyldt med illustrationer, gamle billeder og Trines egne tegninger.

- Min største styrke er nok mit lyse barnesind, som jeg har bevaret på trods af hvad livet har budt mig.

Trine har valgt at livet skal være let, på trods af den smerte, der også er en del af livet.

- Hver dag skal være en god dag, siger hun.

Trine Alvida har undervist i opdragelsens kunst, personlig udvikling, krop og kommunikation med mere. Hun er uddannet i England som hospitalsklovn, og har arbejdet som sådan på mange sygehuse. Hun har nu planer om at tage klovnen med for at møde de mange gamle på plejehjem rundt i landet.

- Jeg vil gerne gøre en forskel for alle de ældre der må leve deres sidste tid på et plejehjem, forklarer Trine Alvida.

Men først gælder det en lille dosis Bedstemor Alvida til verden.

- Lykke er at overvinde livets udfordringer og finde egne ben at stå på og vinger at flyve med. Det håber jeg, at min bog kan bidrage med, siger hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden