Erhverv

Energinord advarer mod uetiske sælgere

Kunder lokkes til at skifte selskab - Gul Strøm afviser kritikken

Salgsdirektør Mads Brøgger, Energinord: - Vi oplever dagligt kunder, der ringer til os, fordi de er forvirrede og frustrerede.
Salgsdirektør Mads Brøgger, Energinord: - Vi oplever dagligt kunder, der ringer til os, fordi de er forvirrede og frustrerede.

NORDJYLLAND: Nordjylland hærges for tiden af usædvanligt aggressive telefonsælgere, der med uetiske og direkte ulovlige metoder forsøger at presse eller narre almindelige mennesker til at skifte elselskab.

Sådan lyder advarslen fra landsdelens største elselskab, Energinord.

”Lige nu oplever Energinord at blive kontaktet af kunder, der er blevet ringet op af selskaber som Blue Energy, Modstrøm, Gasel og Gul Strøm med påstande om, at de samarbejder med Energinord og derfor har fået udleveret kundens data. For at sikre det fortsatte kundeforhold oplyser selskaberne, at de blot har brug for, at kunderne bekræfter deres oplysninger, hvorefter alt vil fortsætte som normalt. Først for sent opdager kunderne, at de, under falsk påskud, har skiftet elselskab og ofte til en samlet højere pris med ugennemsigtige gebyrer og vilkår”, hedder det i en pressemeddelelse fra Energinord.

Forvirrede kunder

- Vi oplever dagligt kunder, der ringer til os, fordi de er forvirrede og frustrerede. Enten er de uvidende kommet til at skifte elselskab, eller så vil de gerne lige have be- eller afkræftet påstanden om, at vi samarbejder med det pågældende selskab, siger Mads Brøgger, salgsdirektør i Energinord.

- Det er derfor vigtigt for os at slå fast, at vi ikke på nogen måde samarbejder med andre elselskaber omkring salg af strøm til vores kunder. Og vi kunne aldrig finde på at udlevere kundeoplysninger til andre uden kundens udtrykkelige forudgående samtykke – det er jo direkte strafbart, tilføjer Mads Brøgger.

- Mange kunder bliver, trods løfter om lavere priser, bondefanget af skjulte gebyrer, ugennemsigtige abonnementer og vilkår. Vi håber, at Forbrugerombudsmanden kan få sat en stopper for det, siger Mads Brøgger.

Stigende desperation

Hos Gul Strøm afviser kommunikationschef Knud Løkke Rasmussen kritikken blankt:

- Jeg kan stå fuldstændig inde for de metoder, vi bruger. Det telemarketingsbureau, vi samarbejder med, ringer kun til folk, der har givet os lov til at ringe dem op. Alle samtaler bliver båndet, og alle kontrakter indgås med 14 dages fortrydelsesret. Vi har ingen interesse i at få kunder, der føler sig bondefanget. Så hvis nogle benytter uetiske metoder, er det i hvert fald ikke os.

- Jeg kan ikke se anden forklaring på Energinords adfærd end stigende desperation hos de gamle monopolselskaber. Næste år træder nye regler i kraft, som vil gøre elpriser mere sammenlignelige og dermed øge konkurrencen. Derfor bliver de gamle selskaber stadig mere desperate, siger Knud Løkke Rasmussen.

Det har ikke været muligt for NORDJYSKE at få en kommentar fra de andre tre selskaber, som Energinord beskylder for at benytte uetiske metoder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden