Forurening

Enkemand tvunget fra hus og hjem

Måtte se huset gå på tvangsauktion efter flere års kamp i retssystemet om olieforurenet jord

Ole Mølgaard forlod fogedretten uden en krone på lommen.  Foto: Martel Andersen
Ole Mølgaard forlod fogedretten uden en krone på lommen. Foto: Martel Andersen Pressefotograf Claus Søndberg

AALBORG: En tvangsauktion er ikke rar for nogen, men for Ole Mølgaard var det en ekstra portion salt i såret, da hans og hustruens hus igennem 13 år forleden blev handlet til spotpris i fogedretten i Aalborg.

Efter i årevis at have kæmpet ved tre retsinstanser måtte han se huset solgt for langt under halvdelen af den offentlige vurdering, og oven i fik han den lakoniske besked, at han nu har otte dage til at flytte i. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende søndag.

Hårdt nok i sig selv, men måske ekstra hårdt, fordi tvangsauktionen er resultatet af en årelang strid ved byretten, landsretten og Højesteret.

Olieforurenet jord

Her har ægteparret Ole og Lene Mølgaard siden 2005 kæmpet for at få Mariagerfjord Kommune til at fjerne olieforurenet jord fra deres landejendom lidt nord for Hobro.

Kommunen var nemlig bekendt med forureningen, allerede da den opstod i 1992, men havde ikke noteret det på ejendommens BBR-meddelelse.

Ole og Lene Mølgaard købte huset i god tro i 2000, og da de blev bekendt med forureningen i 2005, så stod de pludselig med udsigten til en regning på omkring 700.000 kroner til oprensning. Da kommunen erkendte at have begået en fejl, mente parret også, at kommunen burde stå for oprydningen.

Sagen en katastrofe

Det har Højesteret sagt nej til, og da Ole Mølgaard blev enkemand i 2011, har han ikke råd til at betale sagsomkostningerne. Derfor røg huset på tvangsauktion.

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) kalder sagen en ”katastrofe”.

- Jeg vil drøfte det med ministeren og høre, om det her giver anledning til en lovændring, så vi undgår flere sager af den her slags. Ingen kan undgå, at der bliver begået fejl. Men fejl må ikke få så katastrofale konsekvenser, som det er sket her, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden