Erhverv

Entreprenør-firma overtager naboen

HMN Entreprenøren i Løgstør har købt Guldhammer Entreprise i Brovst

Så er der nye folk i front hos Guldhammer Entreprise. I forgrunden direktør Michael Christensen (tv.), HMN Entreprenøren, og Michael Tetzlaff, der bliver leder af afdelingen i Brovst. I baggrunden søskendeparret Rise og Kurt Guldhammer, der nu kan koncentrere sig om deres vognmandsfirma. Foto: Lars Pauli
Så er der nye folk i front hos Guldhammer Entreprise. I forgrunden direktør Michael Christensen (tv.), HMN Entreprenøren, og Michael Tetzlaff, der bliver leder af afdelingen i Brovst. I baggrunden søskendeparret Rise og Kurt Guldhammer, der nu kan koncentrere sig om deres vognmandsfirma. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 17:47

LØGSTØR/BROVST: HMN Entreprenøren A/S i Løgstør har med virkning fra 1. januar overtaget naboen på den anden side af fjorden, Guldhammer Entreprise A/S i Brovst. Mandag fik medarbejderne i de to firmaer besked om handelen, der skaber et firma med tilsammen 85 medarbejdere og en samlet omsætning, der sidste år lå på godt 110 mio. kr.

Guldhammer Entreprise er et søsterselskab til vognmandsfirmaet Chr. Guldhammer A/S. Dette selskab indgår ikke i handelen.

Sælgerne er søskendeparret Rise og Kurt Guldhammer, der er henholdsvis 68 og 74 år, samt tre mindre aktionærer i Guldhammer Entreprise. De bliver alle købt ud af HMN, men navnet Guldhammer Entreprise består, og virksomheden med 20 mand får fortsat hjemsted i Brovst, nu som en afdeling i HMN.

- Jeg er meget glad for, at både navnet og adressen forbliver det samme, siger Rise Guldhammer, der trods sin alder ikke har tænkt sig at gå på pension, men sammen med broderen nu vil koncentrere sig om at drive vognmandsfirmaet.

HMN Entreprenøren opstod for seks år siden på ruinerne af det konkursramte entreprenørfirma H.M. Nielsen i Ranum. De tre ejere er Henrik Christensen, Lars Madsen og Poul Erik Henriksen.

Firmaet er fra en beskeden start med 15 medarbejdere vokset til i dag at have 65 medarbejdere. Det har specialiseret sig i opgaver inden for vand, kloak og fjernvarme, som også er Guldhammer Entreprises kerneområder.

- Vi har mange opgaver for forsyningsselskaber både syd og nord for fjorden, og derfor er det helt perfekt, at vi nu får en afdeling i Brovst, siger Henrik Christensen, direktør i og medejer af HMN.

Løgstør-firmaet har i forvejen afdelinger i Thisted, Silkeborg og Karlslunde syd for København, hvor HMN har været underleverandør på flere modulbyggerier fra et andet Løgstør-firma, Scandi Byg.

Hvad HMN Entreprenøren har givet for Guldhammer Entreprise, der sidste år omsatte for godt 20 mio. kr., ønsker de to parter ikke at oplyse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden