Aalborg

Er det morgendagens stjerner i AaB?

Tre talenter fra AaB’s U19-hold får chancen i Superligatruppen

Nicolaj Thomsen kan meget vel blive solgt til udlandet i dette transfervindue. Men nye spillere er på spring til at tage over. Arkivfoto
Nicolaj Thomsen kan meget vel blive solgt til udlandet i dette transfervindue. Men nye spillere er på spring til at tage over. Arkivfoto Foto: Henrik Bo

AALBORG: De senere år har spillere som Nicklas Helenius, Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen taget tur fra ungdomsspiller i AaB til stjerner i Superligaen. De næste store profiler kan meget vel blive Andreas Bruhn, Jacob Blåbjerg og Frederik Børsting, der allerede har fået deres gennembrud på førsteholdet. Og nu står de næste talenter på spring.

Fra den kommende sæson rykkes de tre U19-talenter Jannik Pohl, Oliver Abildgaard og Asger Bust op i AaB’s Superligatrup, som indleder forberedelserne til den nye sæson 22. juni under den nye cheftræner, Lars Søndergaard.

Hurtigste spiller i flere år

19-årige Jannik Pohl, som skiftede til AaB som U14-spiller fra Hjørring I.F., har spillet 25 ungdomslandskampe for Danmark. AaB’s talentchef kalder ham den nok hurtigste spiller, som har været i AaB’s talentudvikling i flere år.

- Som angriber kommer Jannik frem til rigtig mange chancer, ofte fordi han er dygtig til at time sine løb i dybden. Jannik skal omsætte endnu flere af sine målchancer til scoringer, og når det sker, har vi en meget spændende angribertype, som man ikke ser mange af rundt omkring, siger Jacob Larsen

Mens Jannik Pohl bliver fuldtidsprofessionel, så skal Oliver Abildgaard og Asger Bust i første omgang veksle mellem Superligatruppen og U19-truppen.

Minder om ”Kosten”

Oliver Abildgaard, der skiftede til AaB fra Aalborg Freja som drengespiller, gør sig bedst som central eller offensiv midtbanespiller.

- Oliver har indtil for et par år siden været en meget lille spiller, der ikke har spillet mange minutter på førsteholdene i de forskellige ungdomsårgange i AaB. Vi har dog hele tiden vidst, at Oliver har en fremragende teknik, kæmpe løbekapacitet, et godt venstreben og en voldsom fightervilje både på og uden for banen. Selv i store modgangsperioder, hvor han qua sine størrelse har haft det vanskeligt, har han trænet benhårdt til holdtræning og selvtræning. Han har brugt modgangen konstruktivt, og fremstår i dag meget stærk rent mentalt. I de sidste par ungdomsår, hvor han for alvor er groet til, er hans hovedspil blevet en af hans spidskompetencer, og han har generelt fået mere overskud i sit spil, siger Jacob Larsen om 19-årige Oliver Abildgaard.

18-årige Asger Bust, som tidligere har spillet i Thisted FC, minder ifølge talentchefen om en tidligere AaB-profil, som mange nok kender bedst under hans tilnavn ”Kosten”.

- Asger er en bundsolid defensiv midtbanespiller, som løber mange meter og erobrer mange bolde. Desuden har han via hårdt arbejde og stor omtanke i sine aktioner bygget på i det offensive spil, så han efterhånden er blevet en boldfast spiller. Som spiller minder Asger meget om den tidligere AaB-spiller Lars Thomsen, siger Jacob Larsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden