Et musikalsk farvel til Fætter Orla
Fem bands tager afsked med jazzmusikeren Orla Sørensen, der døde fornylig
LØGSTØR: Lørdag 2. marts døde jazzmusikeren Orla Sørensen - kendt som ”Fætter Orla” - efter længere tids sygdom. Han blev 75 år gammel. Orla Sørensen var i årtier en af de største musikalske personligheder i Løgstør og omegn, og for at mindes ham kommer ”Kulturladen” på havnen i Løgstør lørdag 25. maj til at swinge af jazztoner ved en stor mindekoncert med ikke færre end fem orkestre. Alle orkestre Orla Sørensen på en ene eller anden måde har været involveret i.
- Vi synes, det er vigtigt at mindes ”Fætter Orla” og på denne dag give mulighed for at fundere over, hvad det er han har betydet for os, og tænke på, hvad vi allesammen har oplevet sammen med Orla Sørensen i en eller flere sammenhænge, siger Jens Peter Axelsen, der sammen med Orla Sørensens svigersøn, musikeren Arly Badstue, har arrangeret koncerten, hvor der bliver gratis og offentlig adgang.
Jens Peter Axelsen har selv spillet sammen med Orla Sørensen i bandet Løgstør Street Paraders.
- Vi er sikre på, at en hel dag med masser af glad jazz vil være i Orlas ånd, siger Jens Peter Axelsen.
Udover Løgstør Street Paraders stiller de fire andre bands ”Arly og Esben”, ”Plus Four”, ”Limfjordens Sønner” og ”Grayhounds” op til mindekoncerten.
De fem bands skiftes til at spille, men der er lagt op til en stors fælles jam-session som afslutning på mindekoncerten.
- Vores håb er, at rigtig mange vil møde frem for at mindes Orla Sørensen og se tilbage på den store betydning han har haft for musikslivet i området, siger Jens Peter Axelsen.
En af de ting, som er Orla Sørensens fortjeneste er f.eks. etablering af Løgstør Garden.
Under en rejse med garden stiftede han et lille orkester i orkestret, Løgstør Schjowband, der blev til Løgstør Street Paraders.
Han var også medstifter af Livø Jazz-festival.
Orla Sørensen har modtaget flere priser for sit store musikalske engagement - og han fik i 2005 også som den første Muslingeprisen i Løgstør, der går til personer, som har gjort en helt særlig indsats for egnen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.