Oplev nye steder i Nordjylland

Oplev nye steder i Nordjylland

På web-tv

På web-tv

.
.
.
.
13
Billeder

AF: Charlotte Rørth charlotte.roerth@nordjyske.dk
opdateret 12. maj 2012 16:28

.

Et værelse til hver

.

Anna Ancher malede menneskene og deres rum, så de fik plads til at være sig selv To store udstillinger i Skagen fejrer hendes 150 års fødselsdag. Begge fra i dag og til og med august.

E-mail Print
.
Det sker en årle morgen. Kvart over otte november 1916 forlader Ane Brøndum denne verden for at gå over i den, hun selv synes, er bedre. Hendes yngste datter sidder ved hendes side.
Som altid.
Men Anna Ancher har ikke samme syn på de to verdener. Hun holder af denne, af den jordiske, af dens lys og farver, er ikke religiøs og længes ikke efter Paradiset, men med moderens bortgang forsvinder rammen om hendes liv, det liv, der gør hende til Danmarks måske mest elskede kvindelige kunstner.
Ikke alene tegner hendes mor rammen for malerindens liv med deres daglige formiddagskaffe livet igennem, deres samtaler, den fysiske nærhed, der betyder så meget for datteren, at hun aldrig flytter fra Skagen og stort set ikke maler noget, det foregår mere en fem minutters gang fra moderens køkken på Brøndums Hotel.
Hendes mor retteligen maler Anna Anchers liv frem, fra hun er helt lille bitte, faktisk knap nok født.
Ane Brøndum tager det som et umisforståeligt tegn fra oven, at hendes højt idoliserede H.C. Andersen er en lettere vredladen gæst netop aftenen inden, Anna fødes.
At det er digternes besøg, der giver hende selv sådan en uro, at pigebarnet kommer til denne verden netop den efterfølgende sommernat torsdag 18. august 1859, tvivler hun ikke på.
Og derfor må dette lille barn besidde særlige kunstneriske evner. Der er lyst over hende fra såvel højeste sted som nede fra den jordiske virkelighed.
Og derfor må pigen skånes for de pligter, hendes tre ældre søstre får pålagt livet igennem, hun må have lov at søge egne veje, at få tid til at være kunstnerisk og ikke snøres inde af køkkenarbejde og vanligt kvindeliv.
Og derfor må den lille Anna hedde det samme som hende, selv om hun aldrig selv kaldes andet end Ane.
Gaven fra mor til datter er ikke bare livet, men et liv.
Et liv, datteren tager imod. Uden skyld, men med en selvfølgelighed, der er ulig stort set alle andre kvindelige kunstnere på den tid, til alle tider, måske, men i hvert fald for 150 år siden.
I år er det netop 150 år siden, hun bliver født, og det fejres behørigt med udstillinger i Skagen, både på Skagen Museum og i hendes og Michael Anchers hus. Begge udstillinger åbner for publikum i dag, kulturminister Carina Christensen (K) var på besøg i går, og fra hele riget ventes kulturelle honoratiores og lyselskere af alle slags at trække hertil sommeren igennem.
Nok er der mange Skagensmalere, mange gange har mange set mange af billederne, men Anna, der er kun en Anna, og derfor må Skagen Museums udstilling da også hedde Anna (jeg) Anna.
Ikke alene er hun den eneste af hele kliken, der er født i Skagen. Det er hos hendes far og mor på Brøndums Hotel, at det hele opstår. Hun bliver også boende her hele sit liv og bliver den, der samler, bliver patronesse for malernes Aften-Academiet, der skal sørge for, at de fejrer sig selv og hinanden og ikke arbejder al tiden væk.
Hun er også den, der står klarest tilbage. Den, der sætter flest kunstneriske spor, som ikke fejes af som værende umoderne, som det sker for hendes mand, Michael, og P.S. Krøyer, der begge bliver rubriceret som banale romantikere.
Det glødende oprør, de reelt sætter i gang, går i glemmebogen allerede i 1920’erne. Hvordan kan noget så yndefuldt og ligetil som deres malerier være revolutionerende?
Annas veje
Det er de.
Det er de dengang i 1880’erne, hvor intet skal males, som det ser ud, men vises i idylliseret tilstand. Da kommer disse unge lømler og fabler om lyset og måden at se på og forandring og fremtid og maler fattigfolk og fiskere på stedet og mennesker, der ikke er smukke. Dem maler de dog også, især Krøyer, der ophøjer sin Marie til at være selve kvinden, den uopnåelige, den skønne, den henslængte lokkende dyd i skyggen bag den hvide rosenbusk.
Sådan er Anna ikke. Hun er en helt anden type kvinde, som hendes mand Michael også maler som stolt og selvstændig, men hovedet højt hævet og iklædt en kjole, en reformkjole, som i 1902 ikke bare er reformerende, men revolutionerende, fordi den lader kvinde bevæge sig frit. Den kræver ikke korset. Og den klæder hendes højde og holdning.
Denne kvinde går fri af nedgørelsen, ikke blot i samtiden, hvor hun som ingen anden kvindelig kunstner bliver omtalt som kunstner, ikke blot som kvinde i en gruppe, der i øvrigt helst ikke skal ofres spalteplads på. Selv hendes debutbillede bliver omtalt.
Også i eftertiden står hun stolt, og kommer måske til at stå endnu stærkere efter denne sommer. Men er hun en større kunstner end de andre?
Den, der nok har sagt flest ord om hende, er ikke i tvivl.
- Hun er den største, lyder det med usvigelig sikkerhed fra 80-årige Inge Vinther Jørgensen, som gennem mere end 37 år frem til 2008 leder gæster rundt i Ancher-parrets hjem og undervejs snakker om småt og stort om de to og deres venner, som hun har læst og læst og læst om. Og frem til 1980’erne lytter hun tålmodigt til hver eneste af de mange ældre damer, der kommer på visit, fordi de i sin tid har været ansat hos Anna.
Alle kalder til hendes øren Anna et elskeligt menneske, kærlig og forstående, en der kan animere, når det er og også kan glatte ud, når det er nødvendigt. En, der skubber sin vankelmodige mand foran sig og aldrig selv søger søgelyset, men hellere end gerne overlader det til ham.
En sky kvinde, der ikke giver de fattige mad, som hendes mor gør, men som maler dem med “sådan en respekt, sådan en nænsom poesi og menneskelighed”, at ordene ikke rækker, selv ikke for den erfarne guide, der bare lige vil sikre sig, at hele verden ved en ting:
- Alle vi skagboer er mest stolte af hende. Og det er ikke kun, fordi hun er en af vore egne, understreger Inge Vinther Jørgensen, der “savner at være i hendes stuer.”
Ovre på Skagen Museum er tonen ikke mindre nær, når spørgsmålet om hendes relative storhed stilles.
- Hun er i hvert fald helt fantastisk, siger kvinden bag udstillingen, museumsinspektør Mette Bøgh Jensen.
Anna Ancher hører til inde i flokken af Skagensmalere, men skiller sig ud. Hun er nok landets første kolorist. Vover sig ud i farver, som ingen havde turdet før og tager som sin mand selve lyset ind som motiv, men hun går videre end ham.
Hun er inspireret af de franske impressionister og leder an i den danske udgave af det moderne gennembrud. Hun lærer af de andre, af ham allertættest på, og af Christian Krohg især, men er sig selv. Er umiddelbart kvindelig. Små nære billeder, ikke prangende værker, men de fylder i rummet, hvor de hænger. Lyser op med deres nærvær. Hendes nærvær.
Udstillingen hedder ikke Anna (jeg) Anna fordi, hun har en historie, som Klaus Rifbjerg giver Anna i sin roman, men snarere fordi hun i billederne snakker med sig selv.
Er til for sin egen skyld. Maler for sin egen skyld. Ikke for at tækkes, ikke for at underholde, ikke for at vise sig frem.
Den sikre viden om, at det er godt, at man eksisterer, gør hende til et særligt barn. En, der får lov til at tulle rundt, til at falde i staver, som ikke bliver afkrævet at være anderledes, end hun er.
Hun mestrer at gøre sig usynlig. Er det i sine billeder.
Hun er indadvendt, vedbliver at være det, gemmer sin kunst væk, skriver ikke om sine malerier, men småsnakker i sine breve. Hun efterlader sig ikke mange spor til den, hun er.
Svær at sætte i bås
- Hun er så svær at få hold på. Hun er som i billederne, holder sig i udkanten, maser sig ikke ind, gør sig ikke tydelig. Jeg har været helt irriteret på hende! Men det er gået over. Man kan ikke forblive vred på hende. Hun er ikke provokerende for at være det. Og hun lader ikke være med at engagere sig i f.eks. kvindelige kunstneres vilkår, fordi hun ikke vil dem det godt. Hun har bare ikke oplevet de grænser, er blevet båret frem, har ikke kæmpet, har været utrolig heldig, men hoverer ikke. Er bare optaget af det, hun laver. Er, som hun er. En principfast, lidt ophøjet, men også afslappet person, tror jeg. Og det har jeg så meget respekt for, siger Mette Bøgh Jensen.
- Jeg ville bare ønske, hun selv havde skrevet lidt mere om sin kunst.
Den næsten fysisk følelige frustration og den dybe respekt mærkes også hos den anden kvinde bag den anden udstilling ovre i huset på Markvej, Elisabeth Fabritius, kunstnerisk leder af Michael og Anna Anchers Hus.
- Den måde, hun er på! Hun har drillet mig. Hun er ikke til at rokke. Hun er ikke som nogen som helst af de andre. Jeg har været ved at blive vanvittig! Jeg vil ikke sige, at hun roder, men hun udvikler sig ikke i lige linje som andre kunstnere. Hun er ikke til at forudsige. Jeg har prøvet, tro mig, men så maler hun et motiv en gang og igen tre, fem eller 12 år efter. Og hun er ikke drevet af at blive dygtigere. Har ikke faste perioder med en stil som de fleste, men springer i kvalitet hele livet igennem. Op og ned.
Da Elisabeth Fabritius skal katalogisere ægteparrets skitser og meget andet, som hun får leveret i otte kufferter af strå i 1974, går det nemt nok med Michael. Han passer i systemet. Daterer sine sager. Skitserer og maler og går videre til næste motiv. Snart har kunsthistorikeren fået hans produktion lagt op i små bunker nede i det 30 meter lange lånte kælderlokale på Glyptoteket.
- Men Anna! Det er så uoverskueligt, at jeg ikke orker. Hun vil ikke ned i nogle æsker.
Siden skriver hun to bøger om Michael, en tredje er skitseret, men Anna ligger der altid. Og sidste år hitter hun en vej at få hende samlet på.
- Hendes pasteller. Det sommerfuglestøv passer til hende, det er et åbent medie, og man kan se hende så tydeligt.
Bogen “Anna Anchers pasteller” afslører med sin generøse gennemgang af 25 pasteller en sikkerhed så usvigelig stærk, at den næsten ikke er til at tro på. Man har altid vist, at hun vælger den hollandske funderede detaljerede stil fra før de andre, før sin mand, men undervejs overrasker hun selv forfatteren mere end en gang.
Dels mestrer hun farverne suverænt, uden at andre i hendes nærhed gør ligeså, dels vælger hun som purung den mest moderne vej, springer fra sin treårige oplæring på Vilhelm Kyhns malerskole i København i at være mørk og nederlandsk som i sit debutbillede “En gammel mand, der skærer pinde” fra 1880, til blot et halvt år efter at male en lysende pastel af Tine Normand, en 14 årig fiskerdatter, der siden bliver tjenestepige hos Anchers.
Den moderne maler
Skiftet vover hun, selv om hun er alene, hendes forlovede Michael er hos sin syge søster på Bornholm og har slet ikke selv taget skridtet væk fra traditionen. Han har solgt sit billede “Vil han klare pynten?” til selveste kongen samme år. Det er traditionelt, omend himmel og hav i baggrunden stikker frem som værende brusende nyt.
Det er Anna også. Hun er bare 21 år.
- Og se så her, klukker Elisabeth og blader i en stak billeder, der står lænet op af trådnettet med en urimelig mængde malerier i den korrekt kølede kælder over under den nye udbygning til parrets hus.
- Se så her. Denne her skitse er samme motiv som denne her pastel, ikke også?

Jo. Og?
- Jamen, jamen, kan du ikke se det? Pastellen af Ane, søster til Tine i øvrigt, er fra 1890, men man har altid troet, at oliemaleriet tidligst var fra 1915, fordi den er så moderne. Selv daterer hun dem jo ikke... Den er længere fremme end Edvard Weie! Se kompositionen, stregerne, kanten af ansigtet! Se farverne: Den rosa, den gule, den koboltblå. Komplementærfarverne er så tydelige, at jeg blev helt blind af at farverette bogen. Og man har troet, at hun var inspireret af ham! Men det er omvendt! Tænk, hvis hun var fortsat ad den vej? Men hun holder sig tilbage, vil måske ikke være så anderledes? Gider ikke? Det får vi ikke at vide.
Den store bog om Anna er på vej, forsikrer Fabritius, men nu forsinkes den igen, fordi hun lige har fået to og et halvt års løn af Beckett-fonden til at forske i og udgive parrets breve til hinanden og andre. Og dem er der næsten 7000 af, så tiden vil gå.
- De betyder så meget for hinanden, de to. Han kunne jo have smadret hende, det gør andre misundelige mænd, men han opmuntrer hende. Hjælper hende venligt på vej. Det er sådan, det begynder, fortæller Elisabeth Fabritius.
Den 25-årige Michael Ancher kommer til Skagen første gang i 1874 og møder den sky Anna, knap fyldt 15 år, en pige, der smutter ind på kunstnernes værelser for at kigge. Hun er begyndt at tegne selv, malerne kan ikke stå for hende, lærer hende op, underviser hende. Mestendels Karl Madsen, senere museumsdirektør på både Statens Museum for Kunst og Skagen Museum, der bliver hendes livslange støtte, og Michael Ancher, der gifter sig med hende.
Hun kommer direkte ind i den danske kulturelite, men går ikke ind underdanigt ind i rollen som pigen fra landet. Hun og de og mor Ane anerkender hendes talent, og hun kommer de tre vintre på tegneskolen. Det er så meget uddannelse, en kvinde kan få på den tid, og hun tager den til sig, omend hun slet ikke er den bedste elev til hverken perspektiv eller anatomi.
I stedet gør hun sig hurtigt fri og finder sin egen plads udenfor alle hierarkier. Maler, som hun vil. Er tilpas i den frie tone i kunstnerkolonien og mellem ægteparret, der ærbart forlover sig i 1877 og gifter sig tre år senere.
Hun bliver hustru, men forbliver maler.
Hun går op i huset, i indretningen, men det er for at leve i kunstens rum. I alle værelser er ophæng til billeder under loftet, så der kan skiftes ud og hænges om. Møblerne er et uortodoks og på den tid næsten stødende miks af bondemøbler, et svulstigt og spækkedyrt chatol og lavgrønne lænestole i Arts and Crafts, skønvirke-stilen, af træ udført af Susette Skovgaard, maleren, P. C. s datter.
At de to gange Ancher står hinanden nær og har et mere lige ægteskab end mange andre, er der ikke udtalt tvivl om. Men der går rygter, ingen ved, mange snakker, bliver borgmesterfrue Alba Schwartz Michaels elskerinde? Det mener hendes barnebarn Marlene Schwartz. Har Anna et forhold til Palle Bruun, ingeniøren bag Skagens havn, som hun ivrigt brevveksler med?
Måske. Måske ikke, men det, der betyder noget for hendes liv, hendes kunst, var ham, Michael. Deres liv sammen. Da han dør i 1927, maler hun ikke ret meget mere, men arbejder mest med det Skagens Museum, som kunsterne selv satte til verden allerede i 1911 i P.S. Krøyers hus. I 1928 får det egne rammer.
Det er ikke fordi, Anna ellers engagerer sig i sin omverden.
Hun maler for at male, er udstillingernes damer i dag enige om. Hun maler ikke for at fortælle verden om de barske vilkår for fattigfolk, men for at se farverne ved siden af hinanden, for at se, om hun kan få lyset gennem vinduet frem på væggen derovre på den helt rigtige måde. En næsten nørdet tilgang til kunsten. Hun knokler løs, maler uendelig meget, men ikke ret mange forskellige motiver.
Hun vender tit tilbage og maler det samme motiv igen og igen. Syende kvinder. Den blinde kone. Hendes mor, først og fremmest hendes mor.
- Alle Skagensmalerne holdt fast i motiverne, det er hun slet ikke ene om, men hun er den, der forandrer sit udtryk mest, så det undrer mig, at hun ikke også ændrer motiver. Men det gør hun ikke, siger Mette Bøgh Jensen.
Sin far maler hun kun en enkelt gang. En pastel af ham som 70-årig fra omkring 1890. Selve pastellen er mageløs i mange farver, men manden selv er melankolsk. Nedbøjet.
- Hendes far havde ikke den betydning, en far kunne have haft, konstaterer Mette Bøgh Jensen, der som det måske bærende tema af de i alt 12, sommerens udstilling er samlet om, netop har valgt mor. Til hvert af de 12 temaer er en anden kunstners billede sat sammen med en gruppe af Annas værker. På væggen med Ane Brøndum hænger således et af engelske David Hockneys portrætter af sin mor, Laura.
I et længere interview i Financial Times for nylig fortæller den nu 72-årige kunstner, at han ikke er glad for at sælge billederne af hende, og at et af dem dominerer hans dagligstue. Og i kataloget til udstillingen citeres han for at sige, at han maler hende, når han føler sig fortabt og ikke ved, hvad han skal.
- Måske har Anna også haft det sådan, men snarere er moderen let tilgængelige model, som hun kender så godt, at hun kan slappe af overfor hende og hellige sig selve maleriet. De handler jo ikke som sådan om at vise verden, hvordan mor er, men om studier i farve og lys. Men det er da en ambivalent figur at vælge som hovedmotiv. Og det må være et lidt pudsigt forhold, de to har, funderer Mette Bøgh Jensen.
De to kvinder er meget sammensatte kvindetyper begge to. På nogle områder er Anne hævet over det at være kvinde, hun får mulighed for og har egenskaber til at vælge sin egen vej uanset kønnet. Samtidig ses hun som en kvindelig maler.
Sammensat far
Og hendes mor er dybt religiøs, Indre Missionsk, får ikke sin Fabricius, men må gifte sig med Erik Brøndum, fordi hendes fader Søren Møllebygger ser en fjende i kærestens far. På andre områder er faderen fremsynet, den uægte søn, der bliver Skagens mægtigste mand på sin tid. Han ønsker uddannelse til alle sine børn, Anes bror bliver den første cand.polit. i landet.
Men kærlighed skal ikke respekteres. Det lærer Ane, der får seks børn med Erik, der derpå som ret ung, kun i begyndelsen af 50’erne reelt trækker sig tilbage og overlader værtsrollen til sønnen Degn. Det daglige slid trækker Ane.
Anna selv er ikke en hjemmets slider. Og hun søger ikke at fylde livet med at være mor.
- Hun bliver nærmest overrasket over, at hun får hende, bemærker Mette Bøgh Jensen om Annas reaktion, da hun 19. august 1883 føder Helga, dagen efter sin egen 24 års fødselsdag.
Anna maler hende kun som barn, nærmest som en del af interiøret. De får kun hende og ændrer ikke deres liv, efter hun er kommet til. Moderskabet kan lige så lidt som andre af livets faser spores i hendes kunst.
At Anna er den eneste af de seks søskende, der bliver gift og den eneste, der får barn, synes ikke logisk.
Marie hjælper mor, og passede sågar hus for sin lillesøster, da hun var på malerskolen i hovedstaden. Hulda gør lige så hjemme på hotellet og de er tante et og to for lille Helga. Som de også passer, da malerparret er væk et halvt år i Paris.
Søster Agnes bliver lærer og kommer også retur til Skagen, det samme gør bror Degn, der overtager hotellet efter deres far. Og lillebror Johan Henrik, kaldet John, tager ud at sejle, men vender hjem, lam i benene og passes af familien.
Helga vokser op hos to forældre optagede af deres egen kunst, bliver selv kunstner, men får aldrig et let liv, måske end ikke et med latter.
Hun bliver aldrig gift, og da Anna dør i 1935, drejer hun resolut nøglen til sit og forældrenes hus og flytter over på hotellet. I 30 år står de tusinder af klenodier i støv og mug og får kun luft, når hun inviterer gæster over på the. Det sker sjældent.
Der er ting, der forsvinder fra hjemmet. Noget brænder inde på Helgas værelse ved hotelbrandene i 1954 og 1959. Noget forærer Helga væk. Skagen Museum, som Anchers er med til at oprette, får også meget.
- Men der er malerier og andet i privat eje, som ikke kan være kommet dertil på naturlig vis, bemærker Elisabeth Fabritius.
Helga magter ikke arven. Hun overvældes, lader på alle måder stå til. Da hun dør i 1964, er det hele efterladt til “Helga Anchers fond”, der skal drive hjemmet videre. Efter en restaurering åbner det som museum i 1967. Endnu er ikke alt restaureret.
I dag lever ingen efterkommere af hverken Anna Ancher eller hendes forældre. Huset lever, malerierne ligeså, men familien er uddød.
- Om hun så ikke sad oppe i himlen, men var her, er det ikke sikkert, hun ville åbne sin dør og lukke os ind og give os et svar, tænker Elisabeth Fabritius.
Mette Bøgh Jensen funderer med:
- Nej, hun er ikke meget for at iscenesætte sig selv, men mon ikke hun havde været bare lidt stolt?{
.
    .
    .
    .
    Denne artikel kan ikke kommenteres.
    .
    .
    .
    .
    .RelatedStories.cshtml
    mest læste - Nyheder
    .
    .
    .
    .
    .
    .

    Forsiden lige nu

    .
    .